“Jeg burde have haft Pia med fra starten”

Michael Kastrupsen fra Nivå har en hjertesygdom og har været indlagt på hospitalet adskillige gange de seneste 10 år. Han fortryder, at han ikke har inddraget sin kone Pia mere i sit sygdomsforløb.

Michael Kastrupsen

– Jeg følte, jeg sagtens kunne håndtere det selv og udfylde de roller, en mand nu en gang skal udfylde. Men jeg burde have haft Pia med fra starten, siger han til Hej Sundhedsvæsen.

Han er nået frem til den erkendelse, at Pia skal mere med fremover – for de få gange hun har været med, har det vist sig at være en stor gevinst for dem begge. Michael får mere ud af samtalen, når de er to om at lytte og to om at huske. Og Pia føler sig inddraget og afklaret i forhold til, hvad der kommer til at ske.

Pårørendekampagne sætter fokus på mænd

Du kan i den kommende uge blive klogere på hele Michael Kastrupsens historie, som vi tidligere har skrevet om i en artikel – nu har vi også fået hans historie på video. Her fortæller han om årsagerne til, at han i starten ikke inddrog Pia.

Ifølge chefpsykolog Svend Aage Madsen, der forsker i mænds sundhed, har mange mænd svært ved at inddrage pårørende i deres sygdomsforløb.

– Mange mænd har en tendens til at trække sig væk fra andre mennesker, når det bliver meget alvorligt. De synes, at hele situationen bliver værre af at snakke om det, siger han.

Hej Sundhedsvæsen ønsker med kampagnen “Hej Pårørende” at få flere til at gå med som pårørende. Pårørende er vigtige som partnere, da de med deres viden om patienten kan hjælpe sundhedspersonalet med at opnå en bedre forståelse for patientens samlede situation. Det gavner både sundhedspersonalet og patienterne, idet det medfører større patienttilfredshed og færre fejl.

Følg med på Facebook og på www.godtduerder.dk, hvor du kan finde mange gode råd og selv byde ind med dine erfaringer som pårørende. 

Find mere om