Ny film viser os, hvorfor vi skal lære af UTH

Regionerne og Styrelsen for Patientsikkerhed har lanceret en lille film, hvor formålet med rapporteringssystemet bliver tegnet og fortalt i et sprog, så det er yderst forståeligt.

Film Utilsigtede hændelser

Filmen er særligt rettet mod almen praksis, og den illustrerer på en meget kreativ måde, hvorfor det er vigtigt, at vi lærer af utilsigtede hændelser.

– Vi synes, det er rigtig godt, at de på denne måde kommunikerer om dette vigtige redskab, som kommer både patienter og personale til gavn, siger overlæge Ove Gaardboe fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

– Det er vigtigt at arbejde løbende med utilsigtede hændelser, fordi vi i det arbejde bruger hændelserne som grundlag for hele tiden at forbedre patientsikkerheden.

Se filmen hos Region Hovedstaden

Modernisering af rapporteringssystemet

Rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser er et vigtigt redskab til at sikre viden om, hvad der går galt i sundhedsvæsenet. Siden rapporteringssystemet blev etableret, har der været stor fokus på rapporteringssystemet og rapporteringer i sig selv.

I marts måned udgav Dansk Selskab for Patientsikkerhed en rapport, der beskriver otte anbefalinger til, hvordan rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser kan moderniseres, sådan at der opnås mere læring og mindre bureaukrati.

8 anbefalinger til optimering af rapporteringssystemet


I 2003 fik Danmark – som det første land i verden – skrevet patientsikkerhed ind i lovgivningen. Det indebar blandt andet, at der blev etableret et rapporteringssystem for utilsigtede hændelser (UTH).

Formålet med selve rapporteringssystemet er at understøtte patientsikkerheden ved at indsamle, analysere og formidle viden om utilsigtede hændelser og løsninger.