Alvorlige problemer med Sundhedsstyrelsens nye version af Dansk Patientsikkerhedsdatabase

01 september 2010


Rapportering i primærsektoren starter i dag, men den nye database kan ikke bruges med browseren Internet Explorer 6, som anvendes i store dele af sundhedsvæsnet

Udvidelsen af rapporteringsordningen for utilsigtede hændelser til primærsektoren træder i kraft 1. september, og det var planen, at rapporteringen skulle understøttes af implementeringen af version 2 af Dansk Patientsikkerhedsdatabase.
 
Imidlertid er der inden for den seneste uge, konstateret et alvorligt problem med implementering af Dansk Patientsikkerhedsdatabase version 2 (DPSD2), da den alene understøttes af Windows Internet Explorer version 7.0 eller nyere. Dette gælder både rapportering og sagsbehandling. 

Samtlige danske sygehuse anvender Internet Explorer 6 i øjeblikket og kan derfor ikke bruge det nye system. Årsagen til at man på sygehusene anvender en ældre version af Internet Explorer er, at en lang række andre it-programmer, der benyttes på sygehusene, kun kan fungere i Internet Explorer 6. Dette er en kendt problemstilling, og derfor var anvendelsen i Internet Explorer 6 også fra starten med i kravspecifikationen til DPSD2. Den samme problemstilling gælder formentlig en del af kommunerne og en ukendt del af praksissektoren. Region Sjælland og Nordjylland er de eneste, der har kendte og aktuelle planer om at skifte til en nyere version og dermed vil blive i stand til at benytte det nye system.

Sundhedsstyrelsen har på kort sigt foreslået følgende løsning efter lovens ikrafttrædelse 1.september:

Der oprettes en indgang på den nuværende DPSD hjemmeside hvor rapportøren skal vælge om den utilsigtede hændelser rapporteres fra hospital eller primær-sektor (alle andre). Hospitalshændelser dirigeres til DPSD1. Hændelser i primær-sektor (alle fraset hospitaler) og i sektorskiftet dirigeres til et midlertidigt elektronisk rapporteringsskema. 

Sagsbehandling af hændelser i DPSD2 kan kun ske i Explorer 7. Regionerne skal derfor umiddelbart sikre, at der er medarbejdere, som har mulighed for at tilgå sagsbehandlerdelen og er oprettet som brugere. Sundhedsstyrelsen vil sikre at disse brugere er oprettet. Sundhedsstyrelsen arbejder desuden på af afdække problemets omfang og at søge langsigtede løsningsmuligheder.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed følger udviklingen tæt og vil arbejde for, at der hurtigst muligt findes en løsning, der gør det så nemt som muligt for ansatte både på hospitaler og i primærsektoren at rapportere og sagsbehandle utilsigtede hændelser.
 


Dansk Selskab for Patientsikkerhed - c/o Hvidovre Hospital - Afsnit P610 - Kettegård Alle 30 - 2650 Hvidovre -
tlf. 38 62 21 71 - CVR nr. 28 64 72 39 - EAN nr. 5798009812872 - info@(if you can see this please update your browser)patientsikkerhed.dk