God økonomi i at sikre patienter mod lungebetændelse

02 februar 2012


Respiratorpakken er omkostningseffektiv, viser en sundhedsøkonomisk beregning

Når et hospital satser målrettet på at beskytte alvorligt syge respiratorpatienter mod yderligere komplikationer, er det en indsats, der ofte betaler sig. Ikke bare for patienternes bedste, men også rent økonomisk. Det viser en beregning, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Medical Economics. Undersøgelsen er en af de første i Danmark, der regner på sammenhængen mellem økonomi og patientsikkerhed.

”Her har vi et eksempel på, at patientsikkerhed kan være en god forretning,” siger professor Lars Ehlers, Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet. Han har foretaget beregningerne i samarbejde med en gruppe studerende og medarbejdere ved Center for Forbedringer i Sundhedsvæsenet, der er etableret i samarbejde mellem det sundhedsvidenskabelige og det samfundsvidenskabelige fakultet ved Aalborg Universitet samt Region Nordjylland. Økonomerne har regnet på de økonomiske følger af ”Respiratorpakken”, der er en del af patientsikkerhedsprogrammet Patientsikkert Sygehus, som foregår på sygehusene i Hillerød, Næstved, Kolding, Horsens og Thisted. Respiratorpakken er en tjekliste til sikker pleje og behandling af patienter i respirator.

www.patientsikkertsygehus.dk

Der er udgifter forbundet med at introducere tjeklisten på en afdelingen, men gevinsten i form af kortere indlæggelsestid og sparede antibiotika kan opveje den investering, der er at sætte de sikre arbejdsgange i værk.

”Vores beregninger viser, at Respiratorpakken er omkostningseffektiv, og det betyder, at implementeringen af Respiratorpakken er et økonomisk fornuftigt alternativ til andre investeringer,” siger Lars Ehlers. Samlet set viser artiklen, at implementering af Respiratorpakken i 42,6 % af tilfældene vil medføre lavere omkostninger og bedre kvalitet og at pakken i 57,3% af tilfældene vil medføre højere omkostninger og bedre kvalitet.

Den 1. februar 2012 kunne intensiv afdeling på Hospitalsenheden Horsens fejre, at det er 300 dage siden en patient sidst fik lungebetændelse som følge af respiratorbehandling. Dermed har hospitalet i Horsens opnået et af de delmål, der er sat i Patientsikkert Sygehus. De øvrige fire sygehuse i projektet har også gode resultater af Respiratorpakken og har alle haft perioder på mindst 100 dage uden lungebetændelser.

http://www.sikkerpatient.dk/fagfolk/patientsikkert-sygehus/logbog/nyt-i-generelt.aspx?logId=4378

Respiratorpakken er blot én af en lang række tjeklister og andre patientsikkerhedsinitiativer i Patientsikkert Sygehus. Projektet foregår indtil udgangen af 2012 på fem sygehuse, fordelt i landet. Patientsikkert Sygehus evalueres af COWI, og som led i evalueringen foretages også en vurdering af økonomien i programmet.


Fakta om Respiratorpakken
Patienter, der ligger i respirator, er alvorligt syge mennesker, der ikke selv kan trække vejret effektivt nok. Respiratoren blæser luft i lungerne via et tykt rør, der placeres i patientens luftrør. En patient, der ligger i respirator, risikerer imidlertid at få lungebetændelse som følge af respiratorbehandlingen. Og hvis en respiratorpatient får lungebetændelse, er risikoen for at dø 40-50 %.

Respiratorpakken er med til at sikre, at risikoen for lungebetændelse bliver så lille som muligt: Et element i pakken er, at patientens hovedgærde hæves til halvvejs siddende stilling. Hvis respiratorpatienten ligger fladt på ryggen, er der risiko for, at mavesaften løber op i halsen og derfra ned i lungerne, hvor det kan forårsage lungebetændelse.
Et andet element i pakken er, at lægerne dagligt vurderer, om patienten kan trække vejret selv.

Jo kortere tid i respiratoren, jo lavere er risikoen for komplikationer.


Dansk Selskab for Patientsikkerhed - c/o Hvidovre Hospital - Afsnit P610 - Kettegård Alle 30 - 2650 Hvidovre -
tlf. 38 62 21 71 - CVR nr. 28 64 72 39 - EAN nr. 5798009812872 - info@(if you can see this please update your browser)patientsikkerhed.dk