Stort engagement på konference for primærsektor

13 oktober 2011


Praktiserende læger og deres personale, ledere og andre ansatte ved plejesektoren og risikomanagere fra kommunerne var bare en del af de knapt 300 entusiastiske deltagere fra primærsektor, der mødte op til konferencen "Patientsikkerhed i primærsektoren - hvor langt er vi nået?" i Odense.

De kom fra nær og fjern for at tale om, hvordan utilsigtede hændelser kan undgås. Engagementet var højt og der blev netværket på kryds og tværs. Konferencen blev indledt af DSR's formand Grete Christensen og formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg Anny Winther.

Rapportering af utilsigtede hændelser fra primærsektoren til www.dpsd.dk er godt i gang. Der er rapporteret 22.000 hændelser i første halvdel af 2011. Til sammenligning blev der rapporteret 40.000 hændelser fra de danske sygehuse i hele 2010. Det er især plejecenter der rapporterer. Plejecentrerne har i forvejen haft en tradition med at arbejde med utilsigtede hændelser, før det nationale system trådte i kraft.

Metoder afprøves rundt omkring i landet
I Ikast-Brande kommune har man indført ISBAR, der er et mundtligt kommunikationsredskab, i en bearbejdet kommunal form, i forbindelse med at implementere et forløbsprogram om hoftenær fraktur i samarbejde med Regionshospitalet Horsens. ISBAR bruges i forbindelse med patientens overgang mellem regionshospitalet og kommunen.

I Region Nordjylland har praktiserende læge og risikomanager Peter Simonsen og risikomanager Rune Gjerløv Winther fra Frederikshavn Kommune oprettet en UTH-klinik. Her mødes alle relevante parter, der er involveret i en given lokal utilsigtet hændelse, og analyserer og bearbejder hændelsen.

På Sjælland har fem københavnske hospitaler slået sig sammen med Københavns kommune og almen praksis, om at udvikle forskellige bud på projekter der kan afprøves, for at øge sikkerheden for, at rette medicin gives når ansvaret for en borger går fra den ene sektor til den anden.

Besøg fra Skotland
I Skotland har man vedtaget en ambitiøs national femårig kvalitetsstrategi på sundhedsområdet, der afsluttes i 2014. Strategien indebærer blandt andet at patientsikkerhedsarbejdet prioriteres højt. Skotland ligner Danmark på sundhedsområdet; der er fem millioner mennesker og det er gratis at benytte sundhedsvæsenet som her.
Den skotske læge Neil Houston var oplægsholder ved konferencen. Han er i øjeblikket ved at udvikle og teste forskellige redskaber i primærsektoren i Skotland.

- Vi kan ikke tage metoder der er testet og afprøvet fra udlandet, fx fra USA, hvor mange redskaber til at øge patientsikkerheden på sygehuse kommer. Vi må selv opfinde redskaberne og afprøve og tilpasse dem til primær sektor, og det tager tid og kræver vilje og engagement, siger Neil Houston, praktiserende læge og National Clinical Lead for Safety Improvement in Primary Care, NHS Scotland.

Han har blandt andet haft stor succes med at indføre ISBAR i sektorovergange i forbindelse med udskrivningsbrevet til den praktiserende læge. Anvendelse af ISBAR i denne forbindelse har ført til, at patienterne får stort set alle de elementer, der er foreskrevet i brevet, til forskel fra før indførelsen af ISBAR, hvor meget få fik alle elementer.

Se præsentationer, deltagerliste og billeder fra konferencen


Dansk Selskab for Patientsikkerhed - c/o Hvidovre Hospital - Afsnit P610 - Kettegård Alle 30 - 2650 Hvidovre -
tlf. 38 62 21 71 - CVR nr. 28 64 72 39 - EAN nr. 5798009812872 - info@(if you can see this please update your browser)patientsikkerhed.dk