Resultaterne spirer i Patientsikkert Sygehus

15 september 2011


De fem sygehuse i projektet kan nu registrere begyndende forbedringer

Fuld komplians med tryksårpakken, succes med håndhygiejne, færre komplikationer i forbindelse med perifere venekatetre, basisobservationer på alle patienter, over 100 dage siden sidste VAP, og en enkelt afdeling med 277 dage siden sidste CVK-infektion. Der var masser af eksempler på spirende resultater, da team og ledelser fra Patientsikkert Sygehus var samlet til læringsseminar 3 i Kolding tidligere på ugen.

Seminaret blev indled med, at sygehusledelserne fra de fem sygehuse var på talerstolen for at redegøre for status. Endnu kan indsatsen ikke måles som reduktion i den samlede dødelighed eller skadesfrekvens, men sygehusene havde adskillige eksempler på, at det er blevet mere sikkert for patienterne.

Sygehus Thy-Mors er det fx lykkedes at få tryksårsscreenet alle patienter på en kirurgisk afdeling. En kirurgisk afdeling i Horsens har registreret, at der bliver målt vitale værdier på alle patienter. Det samme gælder for en kirurgisk afdeling i Kolding, og intensiv afdeling på Kolding Sygehus har talt 136 dage siden sidste respiratorrelaterede lungeinfektion (VAP). På Næstved Sygehus er der registreret store forbedringer i personalets håndhygiejne, og der er næsten ingen medarbejdere, der har smykker og ure på, når de bærer uniform.

Hillerød Hospital kan måle flotte tal på flere afdelinger. Fx er der på Gynækologisk Afdeling gået 163 dage uden at en patient har fået flebitis på grund af et drop, og lungemedicinsk afdeling samme sted har registreret 277 dage uden CVK-infektion.

"Jeg synes, det er helt vanvittig flot, og hvis det fortsætter, er der god grund til at være optimistisk på vegne af projektet," sagde chef for sekretaritatet i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Patientsikkert Sygehus har som mål at reducere dødeligheden med 15 procent og patientskader med 30 procent på de fem sygehuse inden udgangen af 2012.

 

 


Dansk Selskab for Patientsikkerhed - c/o Hvidovre Hospital - Afsnit P610 - Kettegård Alle 30 - 2650 Hvidovre -
tlf. 38 62 21 71 - CVR nr. 28 64 72 39 - EAN nr. 5798009812872 - info@(if you can see this please update your browser)patientsikkerhed.dk