Anbefalinger vedrørende patientrapportering

 

Principielt bør det være muligt for både patienter og pårørende at kunne rapportere utilsigtede hændelser uanset hvilken sektor, de befinder sig i. For at kunne realisere dette mest hensigtsmæssigt anbefales det at afgrænse patient/pårørende-gruppen i forhold til at gælde de sektorer, som er omfattet af Lov om patientsikkerhed og dennes udvikling. Loven omfatter i dag sekundærsektoren og forventes at blive udvidet til også at omfatte primærsektoren.

 

Patienter og pårørende skal kunne rapportere alle former for utilsigtede hændelser. Der skal ikke være en egentlig afgrænsning.

 

Der anbefales et elektronisk rapporteringssystem. Der skal være en støttefunktion således, at patienter ved henvendelse til patientkontorer/patientvejledere kan få nødvendig hjælp til rapportering. Systemet skal være en kombination af afkrydsningsmuligheder og mulighed for rapportering via ”fritekst”. Rapporteringsskemaet bør ligge tæt op af det skema, som anvendes af det professionelle sundhedspersonale.

 

Der anbefales et fortroligt system med mulighed for anonymitet.

 

Rapporteringssystemet skal være et selvstændigt, lærende system adskilt fra de nuværende klage – og erstatningssystemer. Patienter/pårørende skal informeres om, at de ikke har adgang til aktindsigt i den videre behandling af deres rapportering.

 

Det anbefales, at det i forbindelse med lovgivningsprocessen sikres, at udelukkelsen af patienter/pårørende fra aktindsigt er holdbar i forhold til øvrig lovgivning.

 

Der bør udvikles en mulighed for fælles (patient og sundhedsfaglig person) rapportering.

 

Det anbefales, at der i sundhedsvæsenet indarbejdes en praksis, hvor patienten inden udskrivning spørges, om der er oplevelser, som patienter mener, bør rapporteres.

 

Patienter og pårørende bør opfordres til at rapportere hurtigst muligt og som hovedregel ikke senere end et halvt år efter, at hændelsen er sket.

 

Patienter og pårørende bør modtage en information om, at rapporteringen er modtaget. Informationen skal indeholde generelle oplysninger om, hvorledes indkomne data behandles samt en tydeliggørelse af, hvorledes læring af rapporteringerne sikres.

 

Den enkelte afdeling bør kunne følge rapporteringer, der vedrører egen afdeling, med mulighed for at sammenligne med personalets rapporteringer.

 

Det anbefales, at det sikres, at der sker en videreformidling til relevante instanser som f.eks. Lægemiddelstyrelsen.

 

Det anbefales, at rapporter fra patienter og pårørende analyseres og behandles på lige fod med rapporter fra det professionelle sundhedspersonale, og det derved sikres, at erfaringer opsamles med henblik på læring og forebyggende tiltag.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed - c/o Hvidovre Hospital - Afsnit P610 - Kettegård Alle 30 - 2650 Hvidovre -
tlf. 38 62 21 71 - CVR nr. 28 64 72 39 - EAN nr. 5798009812872 - info@(if you can see this please update your browser)patientsikkerhed.dk