Det Fælles Medicinkort – et nødvendigt redskab til at undgå medicineringsfejl
Dansk Selskab for Patientsikkerhed er opmærksomme på, at der skal være balance mellem hensynet til patientens ret til beskyttelse af oplysninger om helbredet og hensynet til sikkerheden for patienten som fremhævet af Det Etiske Råd. I dette tilfælde er vi dog overbeviste om, at den øgede sikkerhed for patienten, som er potentialet med Det Fælles Medicinkort (FMK), bør veje tungest.
Bestyrelsen i Dansk Selskab for Patientsikkerhed har derfor rettet henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg, med en opfordring til, at arbejdet med implementeringen af FMK ikke forsinkes yderligere. Dansk Selskab for Patientsikkerhed mener, at FMK vil understøtte det sammenhængende medicineringsforløb og være en kæmpe gevinst i forhold til arbejdet med at reducere antallet af medicineringsfejl.
