Prøv at holde tungen lige i munden – for det her kan man hurtigt blive forvirret af. Mens du læser, så prøv samtidig at forestille dig, hvordan overskrifterne vil blive opfattet af almindelige patienter og borgere, der ikke har nogen særlige forudsætninger for at forstå de modstridende udsagn:
”Gigantisk studie fastslår: Medicin mod depression VIRKER” skrev Politiken i slutningen af februar 2018, https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art6350393/Medicin-mod-depression-virker
Tidligere havde selvsamme avis bragt denne overskrift – ”Ny analyse: 250.000 danskeres depressionsmedicin virker IKKE – i gennemsnit”, https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art5827554/250.000-danskeres-depressionsshymedicin-virker-ikke-i-gennemsnit
I Politikens artikel (den af dem, som konkluderede, at pillerne IKKE virker) fremgik det, at ”danske forskere fra Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet har proppet 131 kliniske forsøg ned i en ‘videnskabelig blender’. Og fået én samlet konklusion, der er entydig klar”. Den entydige og klare konklusion var, at depressionspillerne IKKE virker. Skrev altså Politiken – før de skrev noget andet.
I forlængelse af debatten forfattede overlæge, ph.d. Janus Christian Jakobsen og tre kolleger fra Copenhagen Trial Unit (CTU) et debatindlæg i Politiken under overskriften ”Lykkepiller virker bare ikke”: ”Det er utvetydigt videnskabeligt bevist, at de såkaldte lykkepiller skader mere, end de gavner.”
Utvetydigt og videnskabeligt bevist … meget mere kategorisk kan det dårligt blive.
Senere, som reaktion på det seneste store studie og Politikens seneste historie – det med ”Gigantisk studie fastslår: Medicin mod depression virker” – kommer samme overlæge Janus Christian Jakobsen så med en kommentar, som gør forvirringen total. Overlægen konkluderer, at resultaterne fra hans eget studie viser det samme som resultaterne fra det seneste studie:
”De viser præcis det samme, som vi også viste med vores studie. De kan påvise en statistisk forskel, men forskellen er så lille, at man som patient ikke kan mærke det,” siger han til videnskab.dk, https://videnskab.dk/krop-sundhed/stoerste-studie-til-dato-antidepressiv-medicin-virker-bedre-end-placebo
Som sagt, jeg medgiver, det er forvirrende: Den ene overskrift i Politiken annoncerer med store bogstaver at, ”depressionspiller virker ikke”. På baggrund af ét studie. Den anden overskrift i samme avis ”fastslår”, på baggrund af et andet studie, at ”medicin mod depression virker.” Hvorefter overlæge og ph.dk Janus Christian Jakobsen konkluderer, at de to forskellige studier ”viser præcis det samme”.
Tak for kaffe. Lige til at få den galt i halsen, når man læser overskrifter og udsagn. Hvad skal patienterne tro på?
De læger, der udtaler sig i diverse artikler om sagen, bliver præsenteret som eksperter. Læger, der har helt særlige forudsætninger for at udtale sig om netop dette emne. Men almindelige mennesker, almindelige læsere, patienter, borgere har almindeligvis ikke særlige forudsætninger for at forstå eller vurdere de faglige skænderier.
Virker medicinen eller virker den ikke? Har medicinen alvorlige bivirkninger eller har den ikke? Set fra lægmands synspunkt er eksperterne ofte uenige. Der findes desværre nok ingen lette løsninger på problemstillingen. Medierne, den fjerde statsmagt, har og skal have sin redaktionelle frihed til at udvælge og vinkle relevante sundhedshistorier af almen interesse. Forskere og overlæger – eksperterne – kan have forskellige opfattelser og måder, de udtrykker sig på. Og det kan i sig selv være sundt med en både kontant og nuanceret meningsudveksling. Almindelige mennesker må godt se, at læger ikke er orakler, der øser af den rene, guddommelige sandhed. De hvide kitler kan ikke altid levere sort/hvide svar. Andre gange kommer de faktisk med entydige svar, erklærer, at de har evidens, men andre læger siger, de har evidens for det stik modsatte.
Under alle omstændigheder må både medier, forskere, læger og sundhedsmyndigheder have en fælles interesse i at undgå det, man kunne kalde utilsigtede hændelser opstået på grund af eksperters udtalelser i pressen. Det er f.eks. en form for utilsigtet hændelse, hvis patienter stopper med at tage vigtig medicin, fordi en avisartikel har gjort dem unødigt bange. Faktum er, at sundhedsjournalistisk, på godt og ondt, har konsekvenser for patientsikkerheden.
Ingen seriøse stemmer skal censureres i et moderne demokrati, hvor bl.a. sociale medier gør det muligt for mange at deltage i debatten. Den frie presse skal selvfølgelig fortsat være fri, og eksperterne har også deres ytringsfrihed. Men de brede medier og eksperterne bør tænke sig grundigt om, før de viderebringer udtalelser og synspunkter, der forekommer sensationelle eller går stik imod almindelig konsensus på området. Og det vil ikke altid være nok eksplicit at ”varedeklarere” det sensationelle ekspertudsagn som afvigende fra almindelig gængs opfattelse. Måske var det undertiden mere ansvarligt at lade den slags faglige skænderier udspille sig i de dertil indrettede, lægefaglige- og videnskabelige tidsskrifter.
