Veje til bedre diagnoser

Veje til bedre diagnoser. Hvor tit sker der fejl? Hvor går det galt? Og hvad kan der gøres ved det?

Rapport. Patienterstatningen og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, december 2019.

Rettidig og korrekt diagnose er forudsætningen for, at patienter modtager den relevante behandling og pleje i sundhedsvæsenet. Hvis en diagnose overses, bliver forsinket eller stilles forkert, kan det have alvorlige konsekvenser for patient og pårørende, i værste fald arbejdsudygtighed, invaliditet eller død. Også sundhedsvæsenet belastes fx i form af overflødig behandling, og de individuelle medarbejdere påvirkes, når de – måske på grund af vanskelige arbejdsbetingelser – ikke leverer den optimale ydelse til patienterne.

Oversete, forsinkede og forkerte diagnoser er et patientsikkerhedsproblem, der hidtil ikke har været så stort fokus på. Dansk Selskab for Patientsikkerhed (PS!) og Patienterstatningen har gennemført en analyse af området i dansk kontekst med baggrund i Patienterstatningens datamateriale. Projektet har modtaget støtte fra Helsefonden.

Analysen sætter fokus på den diagnostiske proces og ser på mulige årsager og mønstre, der kan ligge bag, når denne proces ikke ender med det optimale resultat. Formålet er at skabe forbedringer for patienterne og at skabe veltilrettelagte og trygge arbejdsbetingelser for sundhedsvæsenets personale.

Analysen falder i to dele: En kvantitativ analyse, der belyser forekomsten af oversete, forsinkede og forkerte diagnoser i Patienterstatningens data, og en kvalitativ analyse, der giver et indblik i, hvor der er svagheder i den diagnostiske proces.

Se filen her