Patienter og pårørende forebygger selvmord

Projekt Sikker Psykiatris indsats for at forebygge selvmord går officielt i gang i foråret 2016, men det indledende arbejde er allerede i gang, og det er ikke kun forbeholdt fagpersoner.

Som noget nyt er patienter og pårørende med i det forberedende arbejde, og repræsentanter deltog på den første workshop om indsatsen.

– Det var en kæmpe chance at få lov til at give input i den første forberedende fase, hvor man sætter rammen for den kommende indsats om forebyggelse af selvmord, siger Susanne Lautrop.

Om projekt Sikker Psykiatri
Målet med projekt Sikker Psykiatri er, at mennesker med psykisk sygdom får en mere sikker behandling.
Projekt Sikker Psykiatri skal forebygge medicinfejl, tvang og selvmord samt sikre effektiv behandling af somatiske (fysiske) sygdomme i psykiatrien. Det skal ske ved, at de sundhedsprofessionelle systematiserer deres arbejdsgange, og i det arbejde samarbejder personalet med patienterne og de pårørende.
Syv psykiatriske enheder fra de fem regioner og Færøerne deltager i Sikker Psykiatri, og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, TrygFonden, Det Obelske Familiefond og Danske Regioner står bag projektet. Sikker Psykiatri løber frem til udgangen af 2016.
Læs mere om projektet her.

Patienter og pårørende er eksperter

Hun er blandt andet pårørende til en datter, der har forsøgt at begå selvmord. På workshoppen fortalte Susanne Lautrop sammen med datteren om deres fælles oplevelser.

– Jeg nævnte nogle eksempler på, hvor jeg er stødt på selvmord eller forsøg på selvmord. Min oplevelse er, at det gør indtryk, når vi fortæller om vores personlige erfaringer. Vi ser nemlig psykiatrien på en anden måde, fortæller Susanne Lautrop.

Christian Grøndahl, som er tidligere bruger af psykiatrien, deltog også i workshoppen. Han ser workshoppen som et eksempel på, at psykiatrien får et større fokus på at inddrage patienter og pårørende:

– Med min lange forhistorie i psykiatrien kan man godt kalde mig ekspert. Jeg har prøvet psykiatrien på egen krop, og derfor vil jeg gerne bruge forskellige muligheder som workshoppen til at bidrage med mine erfaringer.

Fokus på mennesket

Ifølge både Christian Grøndahl og Susanne Lautrop handler forebyggelse af selvmord om, at de fysiske rammer er i orden, men det er meget mere en det.

– Vi skal have fokus på imødekommenhed, nærhed og ordentlighed. Bare en simpel ting som at sige: Hvor er det godt at se dig. Vi skal tænke over, hvad vi giver videre og planter i hinanden. Det kan være med til at drive folk ud over kanten eller trække dem tilbage, siger Christian Grøndahl.

– Vi har en forestilling om, at livet er simpelt, enkelt og går efter en snor, men det rummer en masse bump, omveje og rundkørsler. I forebyggelsesarbejdet skal vi have fokus på, at det er svært at være menneske og leve op til de normer, der er, forklarer Susanne Lautrop

Andet perspektiv på behandlingen

På baggrund af workshoppen udarbejder Dansk Selskab for Patientsikkerhed et idekatalog, som den faglige følgegruppe i projekt Sikker Psykiatri drøfter.

– Det her katalog ville have set anderledes ud, hvis vi ikke havde haft patienter og pårørende med i den forberedende fase. De har blik for nogle andre aspekter af behandlingen end fagpersonerne, siger projektleder i Sikker Psykiatri, Simon Feldbæk Peitersen fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Den faglige følgegruppe tager stilling til, hvilke områder projektet bør fokusere på, og så udarbejder projektsekretariatet det første udkast til, hvad indsatsen om forebyggelse af selvmord skal indeholde. Det sker eventuelt sammen med en ekspertgruppe.

Find mere om