”Antal dage hjemme” som mål for kvaliteten af kræftbehandling i den terminale fase

Antallet af dage, som patienten tilbringer i hjemmet – og ikke på hospital – kan anvendes som indikator for kvaliteten af pleje og behandling af patienter med terminal kræft. Det foreslår canadiske forskere i en artikel i tidsskriftet Journal of Oncology Practice.

De har brugt administrative data fra perioden 2005 til 2013 og fundet, at kræftpatienter i Ontario gennem de sidste seks måneder af deres liv tilbragte i gennemsnit 164 af 180 mulige dage hjemme. I alt 72.987 patienter indgår i statistikken. For visse grupper af patienter var antallet af dage hjemme lidt højere.

Det gjaldt for mandlige patienter, der havde næsten tre hjemmedage flere end kvindelige patienter, og det gjaldt for patienter, der var i palliativ behandling før de sidste seks måneder af deres liv. Andre faktorer, der havde betydning, var indkomst, alder, cancertype, comorbiditet og region. Dage på hospice blev sidestillet med hjemmedage.

Det er tidligere vist, at dage i hjemmet er en vigtig faktor for patienter og pårørende. Dage tilbragt i hjemmet er derfor en indikator, der generelt afspejler patienternes ønsker og behov. Og derfor er det en brugbar som overordnet indikator for kvaliteten af behandling og pleje ved livets afslutning. Indikatoren kan ikke nødvendigvis bruges som kvalitetsmål i det enkelte patientforløb, advarer forskerne, da nogle patienter har andre præferencer, lyder argumenterne fra forfatterne til artiklen.


Andersen SK et al: Days at Home in the Last 6 Months of Life: A Patient-Determined Quality Indicator for Cancer Care. J Oncol Pract. 2019 Apr;15(4):e308-e315.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/30849006

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt