Hvordan sikrer vi en tryg og patientsikker medicinhåndtering på de kommende sundheds- og omsorgspladser?
Det vil vi i Dansk Selskab for Patientsikkerhed gerne invitere til videns- og erfaringsdeling om på et webinar
mandag den 9. november 2026 kl. 14.00–15.00.
Fra 1. januar 2027 får regionerne ansvaret for alle akutpladser og størstedelen af de øvrige midlertidige pladser, som bliver til sundheds- og omsorgspladser. Det medfører ændringer i organisering, arbejdsgange og samarbejde, internt og eksternt – også på medicinområdet.
Når medarbejdere med forskellige erfaringer, kompetencer og faglige traditioner skal løse opgaver sammen, kan der være forskellige opfattelser af, hvordan medicinhåndteringen tilrettelægges godt og sikkert. Samtidig rejser ændringerne spørgsmål om blandt andet medicinforsyning, opbevaring, dokumentation og ansvarsfordeling.
I Dansk Selskab for Patientsikkerhed har vi gennem mange år arbejdet med medicinsikkerhed på hospitaler og i kommuner. Vi har blandt andet erfaringer fra projektet Sikker Medicinering, hvor der er arbejdet med medicinsikkerhed på midlertidige pladser. Efter en konkret opfordring fra et hospital vil vi gerne stille denne viden til rådighed og skabe mulighed for at dele erfaringer på tværs.
For at gøre webinaret så relevant som muligt for jer, der arbejder med forberedelserne til den ændrede organisering, vil vi meget gerne høre:
- Hvilke risici og udfordringer har I fået øje på i forbindelse med medicinhåndteringen på de kommende sundheds- og omsorgspladser?
- Hvilke overvejelser og spørgsmål optager jer, og hvor har I særligt brug for viden eller sparring?
- Hvilke løsninger har I fundet eller er ved at udvikle, som andre kunne have glæde af at høre om?
Send gerne jeres input som svar på info@patientsikkerhed.dk senest onsdag den 28. oktober 2026. Korte beskrivelser og foreløbige overvejelser er meget velkomne. Skriv også gerne, hvis I har mulighed for at dele jeres erfaringer i et kort indlæg på webinaret.
Webinaret er åbent for alle interesserede.