Vibeke Rischel

16. april 2020

Alting var ikke bedre i gamle dage – for en måned siden

Coronapandemien har tvunget os ud i en række innovative tiltag i sundhedsvæsenet. Lad os huske at kigge kritisk på de gamle rutiner, inden vi vender tilbage til en dagligdag i sundhedsvæsenet. Måske er der noget, der skal exnoveres!

 Af Vibeke Rischel, vicedirektør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Coronapandemien har lagt et pres på vores sundhedsvæsen og tvunget os til at sætte mange af vores gamle arbejdsgange i bero og erstatte dem med nye. Det er en nødvendighed, og det har måttet ske fra den ene dag til den anden.

Det er en udfordring, der har sat gang i kreativiteten, og en del af de løsninger, som coronakrisen har skabt, kan meget vel være nogen, som vi med fordel kan holde fast i, når nu sundhedsvæsenet efterhånden skal genåbnes for normalt aktivitet.

Samtidig er der nogle af de gamle rutiner og arbejdsgange, som vi med fordel kan kigge kritisk på, inden vi går tilbage til business as usual. Var det virkelig noget, der gav værdi, eller bør de skrottes, når nu vi har nye løsninger?

Exnovation er en del af løsningen

Alle organisationer med respekt for sig selv har en afdeling for innovation, men hvad med exnovation? Hvordan bliver vi systematiske med at ophøre med ting, som ikke er værdiskabende og relevante?

Jeg er en stor beundrer af Maureen Bisognano, der sammen med Don Berwick etablerede Institute for Healthcare Improvement for snart 30 år siden. De sidste gange jeg har hørt hende tale, har begrebet exnovation været del af de løsninger, hun ser for fremtidens sundhedsvæsen, hvor der ikke er uanede ressourcer både hvad angår økonomi og personale.

Maureen Bisognano taler for, at vi skal se på vores arbejdsgange og vurdere, om de virkelig giver værdi, eller om de er udtryk for spild af ressourcer. Hun henviser til en række forskellige typer af spild, fx ventetid, fejl og patientskader, dobbeltarbejde, unødig bevægelse og overbehandling.

Exnovation vil bidrage til større patientsikkerhed ved at frigive ressourcer til nødvendige aktiviteter, ved at reducere kompleksitet og derved risikoen for fejl, ved at reducere fejl og skader, ved at reducere antallet af skader og ved at øge tilfredsheden hos brugere og professionelle.

FAGLIG ORIENTERING: Spild forhindrer flow og er derfor farligt for patientsikkerheden

Andre beslutningsveje

I løbet af nogle få uger – siden begyndelsen af marts – er der gennemført store omvæltninger i sundhedsvæsenet. Nogle steder er der oprustet for at geare systemet til at behandle et ukendt antal patienter med COVID-19.  Andre steder er aktiviteten stoppet for ikke at lægge beslag på personale og udstyr, der eventuelt kunne blive brug for. Og andre steder igen er taget elektroniske løsninger i brug som erstatning for det fysiske møde mellem læge og patient for at begrænse smittespredningen.

Kravet om den hurtige omstilling har gjort, at man har været nødt til at omgå bureaukrati og traditionelle beslutningsveje, og flere røster har været fremme og sagt, at sundhedsvæsenet i denne tid fungerer mere smidigt. Barrierer er væk, og samarbejdet på tværs af faggrupper, enheder og sektorer fungerer mere gnidningsfrit.

Måske skulle vi se på, om nogle af de tidligere bureaukratiske beslutningsveje kan fjernes for altid til fordel for mere smidig planlægning, der foregår tæt på dagligdagen og patienterne. Hvis den, der designer processen, er den samme, som skal udføre processen i praksis i dagligdagen, er der gode chancer for, at processen bliver mere sikker.

Men hvis vi vil ændre på beslutningsvejene, kræver det også, at vi ser på de incitamenter, der driver sundhedsvæsenet. Er det de rigtige mål, der arbejdes efter? Eller står de traditionelle mål faktisk i vejen for innovation? Det er noget, der bør kigges på, når vi genstarter sundhedsvæsenet efter corona.

Videokonsultationer

En af de rutinemæssige arbejdsgange, som vi er blevet tvunget til at begrænse, er de fysiske møder mellem læge og patient. For at begrænse risikoen for smittespredning tilbyder de praktiserende læger nu, at patienterne kan få en konsultation via video.

Der er endnu ikke så store erfaringer med metoden, men den kan tænkes at være en fordel også i fremtiden, når COVID-19 ikke længere er det største problem. Under alle omstændigheder vil det være en fordel for multisyge, hvis de kan slippe for at sidde i et overfyldt venteværelse sammen med børn med snotnæser. Mange patienter vil også kunne spare tid på transport og ventetid.

Formanden for Dansk Selskab for Almen medicin, Anders Beich, har netop meldt ud, at fordi der ikke er evidens for videokonsultationer, så bør de afskaffes igen efter corona. Men hvordan står det egentlig til med evidensen for ganske almindelige face to face-konsultationer? Fx ved vi, at 23 % af diagnostiske fejl, der anerkendes af Patienterstatningen, vedrører almen praksis.

Rapporten Veje til bedre diagnoser

Borgerne kan selv

I Sønderborg Kommune har jeg – længe før corona – set en case, der virkelig viser, hvor langt man kan komme med exnovation:

I forbindelse med en udskrivning er en borger blevet visiteret til at få doseret medicin af en hjemmesygeplejerske.  Når sygeplejersken kommer på første besøg, taler hun med borgeren om: Hvad skal der til, for at du selv kan dosere dig medicin? Frem for at sygeplejersken pr. automatik doserer medicinen og kommer igen om 14 dage og gentager processen. I stedet finder borgeren og sygeplejersken sammen en måde, hvorpå borgeren selv kan blive i stand til at varetage egen medicindosering.

“Jeg bliver rørt, når de kan selv”

Redskaber til exnovation

Exnovation er ikke nemt. Der er ikke beskrevet en systematisk proces for, hvordan man gør – det nærmeste, man kommer det, er at bruge begreber og metoder fra LEAN og undersøge sine processer for spild. En af måderne er at gå ”spildrunder”, hvor man ser på, om patienter er unødigt indlagt, fordi de venter på en undersøgelse eller en kommunal service. Her får man identificeret, om der er mønstre i afdelingen, der kunne forløbe mere smidigt eller mindre bureaukratisk.

Men måske er det allermest effektivt at gøre exnovation til et professionel imperativ, så man hver dag spørger sig selv: Har jeg skabt værdi i dag? Er jeg stødt på bureaukrati eller barrierer, der kunne afskaffes? Kunne borgeren fx have løst opgaven selv uden sundhedsvæsenets hjælp? Ville min arbejdstid have bidraget til mere værdi et andet sted?

Under alle omstændigheder er den nuværende krise en god anledning til at se kritisk på vores traditioner og rutiner i sundhedsvæsenet. Lad os exnovere det, der giver mere besvær end værdi, og beholde de nye løsninger, der viser sig værdifulde.

Patientsikkerhed i en coronatid