Brug nu patientsikkerhed som det fælles sprog, vi har på tværs af sektorer og faglighed

Patientsikkerhed tager ikke udgangspunkt i kasser og økonomi, men i det, der kan gå galt for et menneske. Netop derfor kan det samle hospitaler, kommuner og almen praksis.

Portræt af Inge Kristensen, der sidder ved en computerskærm, men er vendt mod kameraet.
Sundhedsreformen kalder på mod til at tænke på tværs, og patientsikkerhed giver os sproget, metoden og retningen, mener Inge Kristensen, direktør i PS!.

Dette indlæg er oprindeligt bragt i Kommunal Sundhed. Efter aftale bringes det i sin fulde længde her.

Sundhedsreformen er et opgør med overgange. Med de brud, der opstår, når et menneske bevæger sig fra hospital til kommune, fra almen praksis til hjemmepleje, fra psykiatri til somatik. Det er i overgangene, risikoen vokser. Det er her, information tabes, ansvar forskydes, og borgeren selv må være koordinator i sit eget forløb.

Derfor er det ikke tilfældigt, at direktøren for Sundhedsstyrelsen igen og igen har peget på reduktion af overgange som helt central i reformens gennemførelse. Hvis reformen skal lykkes, skal den lykkes dér, hvor patienten mærker systemet – i sammenhængen.

Patientsikkerhed er det sprog, vi kan tale på tværs af sektorer.

Det er et sprog, der ikke tager udgangspunkt i organisering, men i risiko. Ikke i kasser og økonomi, men i det, der kan gå galt for et menneske. Og netop derfor kan det samle hospitaler, kommuner og almen praksis om et fælles formål: at skabe trygge og sammenhængende forløb.

I  år markerer vi 25 år for arbejdet med patientsikkerhed i Danmark, og Dansk Selskab for Patientsikkerhed har arbejdet for at udvikle metoder og kompetencer, der gør patientsikkerhed konkret og operationel. Gennem Forbedringsmodellen, systematisk brug af data over tid, læringsfællesskaber og inddragelse af patienter og pårørende har vi set, hvordan sektorer kan bevæge sig fra gode intentioner til dokumenterede forbedringer.

Forbedringsmetoden giver et fælles håndværk.

Den gør det muligt at stille de samme spørgsmål – uanset sektor:

  • Hvad vil vi opnå?
  • Hvordan ved vi, at en forandring er en forbedring?
  • Hvilke ændringer kan vi afprøve i lille skala?

Når en kommune og et hospital arbejder med samme metode, samme målelogik og samme forståelse af risici i overgangene, opstår et fælles professionelt rum. Her kan man tale om medicinfejl ved udskrivelse, om manglende opfølgning på prøvesvar, om forebyggelse af fald eller tryksår – uden at det bliver et spørgsmål om skyld. Det bliver et spørgsmål om system og læring.

Det er denne tænkning, der nu må skrives ind i sundhedsplanerne.

Hvis sundhedsreformen skal realiseres lokalt, bør patientsikkerhed og forbedringsarbejde være en integreret del af både sundhedsplaner og de kommende sundhedsråds arbejde. Ikke som et sideprojekt, men som en grundlæggende tilgang til, hvordan vi udvikler sammenhæng. Sundhedsrådene bør have et eksplicit ansvar for at identificere risici i sektorovergange, følge data på tværs og understøtte fælles forbedringsinitiativer.

For uden et fælles sprog risikerer vi, at reformen bliver endnu en strukturreform.

Med patientsikkerhed som omdrejningspunkt bliver den i stedet en kvalitetsreform.

Kommunerne spiller en nøglerolle. De er tæt på borgerens hverdagsliv. De ser konsekvenserne, når overgange ikke fungerer. Og de har allerede stærke erfaringer med tværfagligt samarbejde, forebyggelse og borgerinddragelse. Når dette kobles med systematisk forbedringsarbejde og en tydelig patientsikkerhedsramme, kan kommunerne være drivkraften i den kulturændring, reformen forudsætter.

Patientsikkerhed er ikke kun et etisk imperativ. Det er også sund fornuft – og god økonomi. Fejl, skader og genindlæggelser koster menneskeligt og økonomisk. Når vi reducerer variation og forebygger svigt i overgangene, styrker vi både kvaliteten og bæredygtigheden.

Sundhedsreformen kalder på mod til at tænke på tværs, og patientsikkerhed giver os sproget, metoden og retningen.

Lad os skrive det ind dér, hvor beslutningerne træffes – i sundhedsplanerne og i sundhedsrådene.

Find mere om