Udgivet på altinget.dk
Overalt i Danmark arbejder sundhedsvæsenet på at give døende større indflydelse på deres egen død. Målet er, at man kan få lov at dø i fred og ro. Der ser ud til at gå bedst i Jylland – men over alt i landet kan vi blive meget bedre.
I sidste uge ruskede neurokirurg Morten Ziebell fra Rigshospitalet op i debatten om retten til at dø stille og roligt, når tiden er til det. Uanset om den konkrete dødsårsag er hjertesvigt, kræft, lungebetændelse eller corona.
Ziebell fik med sin kronik sat nyt fokus på, at vi ofte overbehandler døende mennesker. Det sker tit i en iver efter at holde dem i live på et tidspunkt, hvor de selv er klar til at dø – og foretrækker, at dette kan foregå i fred og ro uden ståhej med udrykkende ambulance og indlæggelse.
Heldigvis er vi allerede godt på vej. Eksempelvis er der nu flere døende, der siger farvel til livet hjemme end på sygehus. I Region Midtjylland dør over halvdelen hjemme. Region Sjælland og Region Hovedstaden har den største andel af sygehusdødsfald.
Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at vi skal blive bedre til at sørge for, at borgerne kan få lov til at dø der, hvor de gerne vil. Det skal vi blive bedre til overalt i landet. Jeg vil gerne fortælle om nogle gode udviklinger.
Set fra en sundhedsfaglig vinkel er det helt centralt, at alle sundhedsprofessionelle bliver bedre til at tale med de ældste og de mest syge om døden og om ønsker til den sidste levetid – og at vi får taget stilling til omfanget af livsforlængende behandling og ikke mindst, om der skal foretages genoplivningsforsøg ved hjertestop.
I de seneste år er allerede sket en betydelig styrkelse af den samtale og den stillingtagen, og udviklingen fortsætter både på sygehusene, i kommunerne og i lægepraksis.
Samtalen om livets afslutning
I Dansk Selskab for Patientsikkerhed gennemførte vi for tre år siden sammen med tre kommuner og ni sygehuse projektet ‘Klar Til Samtalen’.
Projektet viste, at det var muligt i alle dele af systemet at blive bedre til at understøtte borgeres/patienters ønsker til livets afslutning. Og siden har vi været involveret i mange projekter og initiativer om dette emne.
Samtidig bidrager vi lige nu til ‘Projekt Livets Afslutning’, som dækker plejehjem, hjemmepleje, lægepraksis og sygehusafdelinger i midtklyngen, der består af Skive, Viborg og Silkeborg kommune og Hospitalsenheden Midt.
Her arbejder vi sammen om at implementere gode rutiner for afklaring af behandlingsniveau, at sikre ensartede og forståelige retningslinjer og at forbedre inddragelsen af pårørende.
På alle arbejdspladserne har vi gennemført intensiv undervisning om samtaler, praktisk jura, etik og palliation. Vi har involveret præster og lokale palliationseksperter – men først og fremmest har vi bygget på medarbejdernes egne erfaringer og fortællinger fra hverdagen.
De tre kommuner har produceret en fælles retningslinje understøttet af elæring om fravalg af behandling, der også hænger sammen med sygehusets og præhospitalets retningslinjer.
Der er projektgrupper, der udarbejder samtaleguides og fælles rutiner, og senere kommer en informationsfolder og animeret film til borgerne om deres muligheder for selv at bestemme over behandlingsniveauet. De faste plejehjemslæger er også inddraget i projektet, og de er meget engagerede i at understøtte afklaring sammen med beboerne.
Præhospitalet (som driver vagtcentral og patienttransport) medvirker for at sikre, at aftaler om fravalg af behandling respekteres hen over sektorgrænser. Der er et væld af aktiviteter og et imponerende engagement hos lægerne, sygeplejerskerne, assistenterne og hjælperne.
Den værdige sidste tid
I et parallelt projekt er vi klar til at starte undervisning på alle Aalborg Kommunes plejehjem. Projektet hedder ‘Den Sidste Tid’.
Over en periode er det startet med ét, derefter fem og nu altså alle plejehjem med tilhørende lægepraksis og hjemmesygeplejedistrikter. Og også her arbejdes med fælles retningslinjer, procedurer og rutiner, som vil blive understøttet af pjecer, foldere og video.
Der er stor interesse for resultaterne. Klynger i både Nordjylland og Region Sjælland er i gang. Klyngerne er – og vil fremover være – et oplagt forum for dette arbejde. Den værdige død kræver tværsektorielt samarbejde.
I denne opsummering lyder det enkelt. Men når der skal arbejdes med kultur, tværfagligt og endda tværsektorielt, er der ikke tale om snuptagsløsninger.
Der er behov for lange, seje træk med opbakning og konstant opmærksomhed fra ledelsen, og selvfølgelig skal der også investeres lidt ekstra tid i starten. Projekternes ideelle forløb forstyrres hele tiden af den virkelighed, som de skal implementeres i. Det er jo alle projekters lod, men værktøjerne er der, og viljen til kulturændring er utvetydig.
Først og fremmest er engagementet hos medarbejderne ubetinget til stede. Så meget, at jeg på hver eneste undervisningsseance bliver rørt over det. Der er ingen tvivl om, at det at understøtte en død i fred, ro og værdighed er et kernepunkt i de fleste medarbejderes faglighed.
Heldigvis oplever vi også på et mere overordnet plan og overalt i landet stor interesse for at sikre, at vi kan forlade dette liv så ordentligt som muligt.
Jeg får talrige invitationer til at holde inspirationsoplæg og workshops i regioner, på sygehuse, i kommuner, i patientforeninger og i faglige selskaber for alle faggrupper. Alle steder oplever jeg basis for videre arbejde med temaet og ivrige fagpersoner, der gerne vil ændre kulturen.
I selskabet er vi selvfølgelig glade for interessen og opbakningen. Det gode budskab skal spredes, og vi får hele tiden nye dimensioner, erfaringer og gode fortællinger med hjem. Det er i øvrigt min oplevelse, at der er tale om en generel tendens i tiden med mere fokus på eksistentielle forhold og med større krav fra patienterne om involvering og selvbestemmelse. Så vi har lidt medvind på cykelstien.
What’s not to like?
Men der er potentiale for en langt større indsats.
Det er fantastisk, når der som i sidste uge efter Ziebells kronik igen bliver sat fokus på den værdige død. Det handler i virkeligheden ikke om corona. Faktisk tyder meget på, at epidemien fik de ældres læger til i højere grad at få afklaret det fremtidige behandlingsniveau.
Det er et helt generelt spørgsmål, der handler om klassisk sundhedsfaglig etik: Ikke alene helbrede, men også lindre og trøste – og vi skal klart blive bedre til at håndtere denne bredde i vores arbejde.
Samtalen om den sidste levetid og afklaringen af behandlingsniveauet skal styrkes. Den er til gavn for både borgeren, de pårørende og personalet.
Samtalen og en afklaring af behandlingsniveauet er god for borgeren, der hermed får en behandling, der er tilpasset egne ønsker og helbredsstistand. Den er god for de pårørende, når der ikke pludselig skal tages stilling i sidste øjeblik, eller man bliver nødt til at sige farvel i akutmodtagelsen.
Og sidst, men ikke mindst, er den god for personalet, når de ikke er nødt til at udføre unødvendig og måske nærmest uetisk behandling. Og endelig er det også rimeligt at anføre, at overbehandling medfører et unødvendigt ressourceforbrug
På godt dansk: What’s not to like?
