En stemme til de unge og de nye – cheflæge rusker op i hierarkierne

Marie Storkholm, cheflæge på Afdeling for Kvindesygdomme på Regionshospitalet i Horsens, er keynote på efterårets Konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen. Her vil hun blandt andet fortælle om, hvordan hun har været med til at udfordre hierarkier og sætte medarbejdere fri til selv at træffe beslutninger.

Marie Storkholm, cheflæge på Afdeling for Kvindesygdomme på Regionshospitalet Horsens.

Nedbrydning af hierarkier, frisættelse af medarbejderne, større tillid, faglig stolthed og arbejdsglæde.

Det er nogle af elementerne i Marie Storkholms ledelse. Som cheflæge på Afdeling for Kvindesygdomme, Regionshospitalet Horsens, har hun siden 2018 udfordret vanetænkning og hierarkier i et ellers til tider meget traditionelt og fastlåst sundhedsvæsen. Marie Storkholm kan opleves som keynote til Konference om patientsikkerhed i det sammenhængende sundhedsvæsen den 7. – 8. oktober i Kolding, hvor temaet er ”Sundhedsreformen – fra idé til virkelighed”.

Alle bør høres

Som nyuddannet læge oplevede hun et både tungt og bureaukratisk system, som ikke tog unge og nye medarbejdere med på råd i arbejdet med udvikling og forandringer. Marie Storkholm ønskede et system, hvor alle stemmer bliver hørt, uanset hvilken titel den pågældende stemmes ejer har. Derfor valgte hun nogle år senere at lave en ph.d. i forandringsledelse. Siden 2018 har hun gradvist forvandlet sin afdeling på Regionshospitalet i Horsens til et forbillede på, hvordan frisættelse og kompetenceudvikling hos medarbejderne har ført til både bedre arbejdsgange, større medarbejdertilfredshed og sidste ende større kvalitet og sikkerhed for patienterne.

– Tidligere troede vi, at det var lederne og særligt udvalgte nøglepersoner, der skulle stå for at drive udviklingen. Fra min forskning ved jeg imidlertid, at når kompleksiteten er høj, er det altafgørende, at de, der står i forreste linje, er med i beslutningskredsen, udtalte hun til Ugeskrift for Læger i januar i år.

Hendes arbejde udløste en nominering til Årets Leder 2023, som Lederne står bag. Prisen gik godt nok til Jens Bjørn Andersen fra DSV, men nomineringen viste, at mange efterhånden havde fået øjnene op for, at der i sundhedsvæsenet er en anden vej end den traditionelle til at skabe forandring og udvikling.

Udvikling skal integreres i hverdagen

Hierarkisk opbyggede organisationer afføder ofte også hierarkiske beslutningsgange, som giver flaskehalse og gør, at medarbejderne opgiver selv at byde ind med idéer til forandringer. Tiden og omstændighederne er simpelthen ikke til det.

– Du er nødt til at gøre udvikling til en integreret del af hverdagen. Vi arbejder i mindre teams, som ofte holder såkaldte teamtalks, et kort møde, hvor alle skal være med til at evaluere arbejdsgange og komme med feedback – også de unge. Det må ikke kun blive overlægen, der står og snakker. For så reproducerer vi de strukturer, vi forsøger at gøre op med, sagde hun til Lederstof.dk i forbindelse med nomineringen til prisen.

Solister spiller ikke

Marie Storkholm pointerer, at frisættelse af medarbejderne ikke betyder, at ledelsesopgaven bliver mindre. Den bliver bare en anden. Nøgleopgaverne for ledelsen bliver her at rammesætte og facilitere udviklingsarbejdet og sørge for, at medarbejderne føler sig trygge – både ved hinanden og ved ledelsen. Nogle af måderne til at nå større tillid og tryghed – og mindre hierarki blandt personalet – findes blandt andet i medarbejderture til sommerhuse eller spejderhytter, hvor relationerne styrkes i andre omgivelser og settings end dem, man færdes i til hverdag. Her kan man blive klogere på hinanden – og de fokusområder, der arbejdes med eller er planlægges.

– I dag er det ikke tilstrækkeligt at være en fagligt dygtig læge. Man bliver også nødt til at kunne arbejde sammen med andre. Tiden og kompleksiteten i arbejdet er løbet fra, at man kan klare sig som solist, siger hun til Ugeskrift for Læger.

Læs artiklen på Lederstof.dk her.

Læs artiklen hos Ugeskrift for Læger her.

Marie Storkholm
• Siden 2018 cheflæge på Afdelingen for Kvindesygdomme, Regionshospitalet Horsens
• Født i 1977
• Uddannet læge med speciale i kvindesygdomme og fødsler samt ph.d. i forandringsledelse
• Tilknyttet Aarhus Universitet som kursusleder på valgfag for lægelig ledelse
• Bestyrelsesmedlem for Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren
• Bor i Risskov. Er gift og har tre børn.

Find mere om