Indenrigs- og Sundhedsministeriet foreslår – som et led i regeringens planer om at reducere den statslige administration med 1.000 årsværk – at afskaffe den sanktionsfri indrapportering utilsigtede hændelser (UTH) og samtidig nedlægge systemet til håndtering af rapporterne, Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD).
Dansk Selskab for Patientsikkerheds (PS!) bestyrelse, bestående af Danske
Regioner, KL, Danske Patienter, FOA, DSR, Lægeforeningen, LIF, Medicoindustrien,
Apotekerforeningen og Danske Handicaporganisationer har den 6. september behandlet forslaget, og finder overordnet og indledningsvist, at forslaget er helt uantageligt i sin nuværende form – og vil gå hårdt ud over både patienter, pårørende og sundhedspersonale.
Bestyrelsen ser en lovbefæstet videreførsel af den sanktionsfri rapportering og en videreførsel af et nationalt rapporteringssystem som afgørende for patientsikkerhedsarbejdet i Danmark – som det har været de sidste 20 år. Dog finder bestyrelsen, at et rapporteringssystem til opsamling af data fra utilsigtede hændelser hensigtsmæssigt kan lægges i andet regi end det nuværende.
I høringssvaret hæfter PS! sig ved, at en vedtagelse af lovforslaget blandt andet vil gå ud over det lærende patientsikkerhedsarbejde i Danmark, og at der vil ske en erosion af det lokale patientsikkerhedsarbejde, da både indrapportering og data bortfalder.
PS! frygter samtidig, at arbejdet med at styrke den psykologiske tryghed hos sundhedspersonalet vil lide under en afskaffelse af den sanktionsfri UTH-indrapportering til en national database. Derudover vil indsatser i forhold til for eksempel at reducere defensiv medicin vanskeliggøres med en nedlæggelse af systemet.
Læs PS!-direktør Inge Kristensens blogindlæg om lovforslaget her.
Brug af data er afgørende for at udvikle sundhedsvæsenet og de utilsigtede hændelser er en vigtig kilde til viden om mulige kvalitets- og patientsikkerhedsbrister. I alle andre sammenhænge efterspørger og bruger man ensartede, nationale data i forbedringsarbejdet. Derfor fremstår forslaget i den sammenhæng uigennemtænkt.
PS! er opmærksom på, at der blandt sundhedspersonale – og andre, der beskæftiger sig med patientsikkerhed – længe har været en stigende opfattelse af, at læringen fra de utilsigtede hændelser kan styrkes væsentligt med en forbedring af det nuværende indrapporteringssystem, som er for tungt og for langt fra den drift, ser skal forbedres.
Læs PS!’ høringssvar – samt bilag til det – nedenfor.