Systematisk arbejdende læringsnetværk (collaborativer) har vist sig at være velegnede fora til at skabe og sprede forbedringer inden for sundhedsvæsenet. De er også tiltænkt en vigtig rolle i det nye nationale kvalitetsprogram for sundhedsområdet i form af de såkaldte ’lærings- og kvalitetsteam’.
Men hvordan organiseres et læringsnetværk, og hvordan kan man få det til at leve, sådan at der opstår konkrete resultater af arbejdet? På workshoppen ved patientsikkerhedskonferencens Dag 2, den 20. april er der inspiration og redskaber at hente. Titlen på workshoppen er ”Skab fælles fremdrift i forbedringsarbejdet med et collaborativ”.
Er collaborativ/læringsnetværk oprettes typisk inden for et bestemt fagområde, hvor man ønsker at forbedre de kliniske ydelser. Netværket består af forbedringsteam – gerne fra hele landet, hvor de enkelte team typisk er tværfagligt sammensat med deltagelse af forskellige faggrupper. Ledelserne af de involverede organisationer er også en del af netværket og spiller en vigtig rolle i forbedringsarbejdet. Hele netværket mødes jævnligt (fx halvårligt) til læringsseminarer, og i de mellemliggende perioder holder de kontakten ved lige fx ved gensidige besøg, telefonkonferencer ol.
På workshoppen formidles blandt andet erfaringer fra Dansk Selskab for Patientsikkerheds forbedringsprojekter, hvor collaborativ som metode er blevet udviklet og justeret.
Erfaringerne fra forbedringsprojekterne er, at de relationer, der skabes på tværs af specialer og geografi, er med til at fjerne modstanden mod at lære af hinanden og i stedet fremme gensidig inspiration og dermed spredning af best practice. Man arbejder mod et fælles mål. Man kopierer andres løsningsmodeller og er stolt af det. På den måde accelereres læring, forbedringer og spredning
Projektleder Simon Feldbæk Peitersen, der sammen med konsulent og forbedringsagent Bodil Elgaard Andersen står for workshoppen.
Workshoppen giver gode råd til, hvordan læringsnetværk kan organiseres, og introducerer forskellige redskaber og teknikker, der kan fremme netværksdannelse og læring på tværs. For eksempel brugen af storyboards, hvor de enkelte team på læringsseminarerne præsenterer deres fremskridt for hinanden.
Se videoen om læringsseminarer i projektet I sikre hænder: