Fagligt nyt april 2017

I denne måned blandt andet om:

  • Derfor er det svært for hospitalspersonale at gennemføre forbedringer
  • Ny rapport sætter fokus på belastningen af pårørende i den britiske ældrepleje
  • Kombinationsbehandling kan være mere effektiv end monoterapi mod forhøjet blodtryk
  • Antidepressiv medicin er forbundet med hoftefraktur hos ældre
  • Dødeligheden er lav under akkrediteringsbesøg på amerikanske hospitaler
  • Anæstesilæge rejser debat om “overleveringsfjendtlighed”, på engelske hospitaler
  • OECD vil spørge patienterne, hvad der er vigtigt for dem
  • “Realistic medicine” er blevet et nøglebegreb i det skotske sundhedsvæsen
  • Hvordan patienterne involveres i seponering af medicin
  • Skiftende sygeplejersker har negativt effekt på patienternes tilstand

Derfor er det svært for hospitalspersonale at gennemføre forbedringer

Det er blevet almindeligt, at hospitaler beder patienterne om feedback på deres oplevelser under indlæggelsen. Men hvis feedbacken skal have nogen effekt i form af konkrete forbedringer, kræver det, at både frontlinjepersonale og organisationen som helhed har forandringsvilje og -kapacitet. Det viser en analyse, der er gennemført af et britisk forskerhold. Analysen er offentliggjort i tidsskriftet Social Science and Medicine.

De har fulgt 17 afdelinger, der alle var med i projektet PRASE (Patient Reporting and Action for Safe Environment), hvor man har udviklet et spørgeskema til patienterne omkring patientsikkerhedsemner. Der var stor villighed blandt patienterne, idet 86 % sagde ja til at deltage og give feedback. Tanken med PRASE er, at patienternes input bearbejdes på de enkelte afdelinger, som udarbejder handlingsplaner for, hvordan praksis kan ændres til det bedre. Men at gennemføre forandringer baseret på patientfeedback er en kompleks proces, der ofte involverer flere niveauer i organisationen. Det er ikke noget, som frontlinjepersonalet ”bare kan gøre”, konkluderer forskerne, der har fulgt processen på de 17 udvalgte afdelinger. De peger på en række forhold, der skal være opfyldt, for at forbedringer kan ske.

Mere om den britiske analyse

The Patient Feedback Response Framework – Understanding why UK hospital staff find it difficult to make improvements based on patient feedback: A qualitative study

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28189820

http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0277953617300850


Ny rapport sætter fokus på belastningen af pårørende i den britiske ældrepleje

Pårørende bliver i stigende grad involveret i pleje af syge og ældre mennesker i England. Det fremgår af rapporten The Health and Care of Older People in England 2017. Det er en årlig statusrapport over ældre sundhedstilstand udgivet den den britiske organisation Age UK. Ca. 20 procent af befolkningen yder en indsats som pårørende, og en stor del af disse pårørende er selv ældre mennesker, som selv har kroniske sygdomme eller handikap, og som derfor er en dobbelt sårbar gruppe, skriver tidsskriftet The Lancet i en leder med overskriften “Who cares for the carers?”

Who cares for the carers?

http://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(17)30578-0/fulltext

The Health and Care of Older People in England 2017

http://www.ageuk.org.uk/Documents/EN-GB/For-professionals/Research/The_Health_and_Care_of_Older_People_in_England_2016.pdf


Kombinationsbehandling kan være mere effektiv end monoterapi mod forhøjet blodtryk

En kombination af fire forskellige typer af blodtryksnedsættende medicin med hver deres virkningsmekanisme og i meget lavere doser, end man normalt bruger ved monoterapi, kan betyde store fremskridt for behandlingen af patienter med forhøjet blodtryk. De mener australske forskere, der har gennemført en mindre klinisk undersøgelse og en systematisk litteraturgennemgang om emnet. Forskerne har afprøvet en kapsel, der indholdt alle fire præparater (vanddrivende, agiotensinreceptorblokker, calciumkanalblokker, betablokker) alle i kvart dosis af, hvad man normalt anvender. Patienterne, der indgik i forsøget opnåede alle et blodtryk under 140/90. Der var ingen alvorlige bivirkninger og patienterne fandt, at kapslerne var nemme at sluge. Forskerne mener, at effekten af de forskellige typer af medicin kan være additiv og at det derfor kan være nemmere at opnå tilfredstillende blodtrykskontrol. Litteraturgennemgangen har vist, at behandling med kvarte doser et enkelt præpatat eller to præparater i kombination ikke giver flere bivirkninger end  placebo. Undersøgelsen er offentliggjort i The Lancet.

Quarter-dose quadruple combination therapy for initial treatment of hypertension: placebo-controlled, crossover, randomised trial and systematic review

http://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(17)30260-X/abstract

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28190578

Kommentar i The Lancet: A quarter-dose quadpill for initial treatment of hypertension

http://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(17)30331-8/abstract


Antidepressiv medicin er forbundet med hoftefraktur hos ældre

Ældre mennesker, der brækker hoften, har oftere end den gennemsnitlige ældrebefolkning taget antidepressiv medicin eller beroligende medicin i form af benzodiazepiner. Det viser et studie offentliggjort i British Journal of Clinical Pharmacology. Undersøgelsen er omtalt i BMJ. Forskerne har analyseret blodprøver fra 250 patienter med en gennemsnitalder på 84 år, der alle havde brækket hoften. Prøverne blev analyseret for en lang række forskellige typer af psykotropiske stoffer, herunder antidepressiva og benzodiazepiner samt svage opioider. Desuden blev blodprøverne testet for alkohol. Resultaterne blev sammenlignet med en tilsvarende referencepopulation. Psykotropiske stoffer og/eller svage opioider var til stede i blodet hos 65 % af patienterne med hoftefraktur. 19 patienter (7,6 %) havde alkohol i blodet. Brugen af flere typer af antidepressiva var betydeligt højere hos gruppen af hoftefrakturpatienter end hos den gennemsnitlige ældre. Det samme gjaldt for diazepam. Mange af patienterne havde medicin i blodet til trods for at det ikke fremgik af deres medicinliste, at de var i behandling med det pågældende lægemiddel.

Antidepressants and benzodiazepines are linked to hip fracture in elderly people, finds study

http://www.bmj.com/content/356/bmj.j1237

Psychotropics and weak opioid analgesics in plasma samples of older hip fracture patients – detection frequencies and consistency with drug records.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28268245


Dødeligheden er lav under akkrediteringsbesøg på amerikanske hospitaler

I USA modtager hospitaler uanmeldte besøg fra kvalitetsorganisationen Joint Commission, der står for akkreditering. I forbindelse med Joint Commission besøgene er der pres på for at demonstrere, at der leveres pleje og behandling svarende til best practice. En analyse offentliggjort i JAMA Internal Medicine viser nu, at dødeligheden falder netop i de uger, hvor Joint Commission er på besøg. Efter besøget stiger dødeligheden igen til sædvanligt niveau. Analysen omfatter i alt 3417 besøg af Joint Commission på 1984 medicinsk-kirurgiske hospitaler i perioden 2008 til 2012.  Man har analyseret 30-dages dødeligheden for de patienter, der blev indlagt i besøgsugen, hvor 30-dages dødeligheden er defineret som død inden 30 dage efter indlæggelsen. Dødeligheden i besøgsugen er sammenlignet med dødeligheden i de tre uger før og de tre uger efter besøgsugen. Alt i alt viser analysen en klart reduceret dødelighed i netop besøgsugen sammenlignet med ugerne før og efter. Fænomenet er mest udtalt på de store universitetshospitaler, hvor den relative risiko for at dø var 5,9 % lavere, mens Joint Commission var på besøg.

Patient Mortality During Unannounced Accreditation Surveys at US Hospitals

http://jamanetwork.com/journals/jamainternalmedicine/article-abstract/2610103

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28319229


Anæstesilæge rejser debat om “overleveringsfjendtlighed”, på engelske hospitaler

Uhøflig optræden, kritiske bemærkninger og fjendtlig attitude. Meget tit er der en ubehagelig stemning, når et behandlerteam overleverer en patient til et nyt behandletteam, fx når udrykningspersonale overleverer en patient til akutmodtagelsen, eller når en operationspatient overleveres til intensiv afdeling. Den britiske anæstesilæge Andrew Al Rais rejser i et blogindlæg i BMJ debat om begrebet “overleveringsfjendtlighed”, handover hostility, der forekommer ganske almindeligt på hospitaler i England. I følge Al Rais er det nærmest et slags ritual. Præcis hvad forklaringen er på denne opførsel er ikke klart, men det kan være arbejdspres og generelt stress i situationer, hvor man som sundhedsprofessionel står over for meget syge patienter. Al Rais argumenterer i sit blogindlæg for, at uhøflighed og fjendtlighed kan nedsætte personalets dømmekraft og evnen til at udføre opgaver. Dermed kan handover hostility også være til fare for patientsikkerheden.

Andrew S Al-Rais: How to avoid handover hostility

http://blogs.bmj.com/bmj/2017/01/13/andrew-s-al-rais-how-to-avoid-handover-hostility/


OECD vil spørge patienterne, hvad der er vigtigt for dem

OECD har en lang tradition for at offentliggøre sundhedsstatistikker, der gør det muligt at sammenligne medlemslandene. Men det er vigtigt også at måle på, hvordan behandlingen opleves fra patienternes synsvinkel.

”Asking patients to assess the results of their care is perhaps the most important single step we can take to improve health care,” siger OECD’s generalsekretær Angel Gurria i en artikel i online mediet Huffington Post.

Derfor ser OECD det nu som en naturlig opgave at udvide de sædvanlige tal for dødelighed, aktivitet i sundhedsvæsenet ol. med en række nye målinger, der i højere grad af spejler, hvad patienterne faktisk får ud af sundhedsvæsenets ydelser. OECD vil tage derfor tage initiativ til at udvikle nogle PREM’er (patient reported experience measures) og PROM’er (patient reported experience measures), der kan bruges på tværs af landegrænser.

http://www.huffingtonpost.com/oecd/putting-people-at-the-cen_b_14247824.html

http://www.oecd.org/health/paris.htm

http://www.oecd.org/health/health-systems/PaRIS-Booklet.pdf


“Realistic medicine” er blevet et nøglebegreb i det skotske sundhedsvæsen

Da den dengang ret nytiltrådte chief medical officer (medicinaldirektør) for Skotland Catherine Calderwood sidste år udgav sin første årsberetning introducerede hun begrebet “realistic medicine”. Nu følger Calderwood op med en ny årsrapport “Realising realistic medicine”. Hun vil arbejde hen imod et sundhedsvæsen, hvor befolkningen får mest muligt sundhed inden for de begrænsede økonomiske rammer. Det indbefatter blandt andet, at der i højere grad skal tages udgangspunkt i patienternes behov, øget brug af shared decision making, reduktion af skader, spild og unødig variation, bedre risikostyring og at sundhedsvæsenets medarbejdere skal styrkes til at arbejde for innovation og forbedringer. Begrebet realstic medicine er blevet livligt kommenteret og diskuteret og hashtagget #realiticmedicine har siden introduktionen sidste år været brugt i over 10 mio. tweets på Twitter.

Realistic Medicine

http://www.gov.scot/Publications/2016/01/3745

Realising Realistic Medicine

https://news.gov.scot/news/realising-realistic-medicine


Hvordan patienterne involveres i seponering af medicin

Patientinvolvering og shared decision making er relevant, når patienter starter på ny medicin, men det kan også være relevant at tage patienterne med på råd og spørge dem, om der er noget medicin de gerne ville undvære. Derfor er amerikanske forskere i gang med at udvikle et spørgeskema, der har til formål at kortlægge patienterne holdninger i forbindelse med seponering af lægemidler. Spørgeskemaet ”Patient Perception of Deprescribing questionnaire” har til formål at kortlægge, hvordan patienter bedst kan involveres, når der træffes beslutninger om seponering. Erfaringer med det nye spørgeskema er beskrevet i tidsskriftet Medical Care.

Patient Perception of Deprescribing

http://journals.lww.com/lww-medicalcare/Abstract/2017/03000/Patient_Perceptions_of_Deprescribing__Survey.15.aspx


Skiftende sygeplejersker har negativt effekt på patienternes tilstand

Tidligere undersøgelser har peget på, at det er vigtigt for kvaliteten af behandlingen, at der er en fast læge tilknyttet patienten. En ny undersøgelse viser nu, at det heller ikke er godt at have kontakt med for mange forskellige sygeplejersker, i hvert fald når det gælder akutte indlæggelser. Forskerne har kortlagt 3892 akutte indlæggelsesforløb på et universitetshospital i det østlige USA. Indlæggelserne skete over et halvt år juli-december 2011. Via den elektroniske patientjournal har man undersøgt antallet af sygeplejerskeskift i de første dage efter indlæggelsen og relateret det til patientens samlede kliniske tilstand, målt ved det såkaldte Rothman Index, der på baggrund af oplysninger i den elektroniske journal kan udregne en samlet score for patienten. Undersøgelsen viste, at der var mange sygeplejerskeskift, og at de havde negative effekt på patientens kliniske tilstand. Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Medical Care.

Patients Negatively Impacted by Discontinuity of Nursing Care During Acute Hospitalization

http://journals.lww.com/lww-medicalcare/Citation/2017/04000/Patients_Negatively_Impacted_by_Discontinuity_of.16.aspx

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt

Find mere om