Fagligt nyt juni 2016

I denne måned om:

Hospitalserhvervede urinvejsinfektioner – hver tredje kan udgås –
Øget risiko for udbrændthed efter utilsigtede hændelser –
Delirium hos indlagte patienter –
Lavere dødelighed efter brug af Sikker Kirurgi Tjekliste –
Fremskridt i patientsikkerheden på amerikanske hospitaler –
Statement fra den amerikanske hjerteforening om digitale strategier –
Demente lever et farligt liv –
Tag de ældre med på råd, når der ryddes op i medicinlisten –
Færre udebliver fra ambulante aftaler efter påmindelse på mobilen –
Nyt initiativ mod selvmord har succes i USA –
Ny udgivelse fra IHI: Always Events Toolkit –

Læs nedenfor


Best practice-program forebygger hospitalserhvervede urinvejsinfektioner – hver tredje kan undgås

Et omfattende nationalt forebyggelsesprogram har i USA reduceret forekomsten af urinvejsinfektioner hos patienter med blærekateter. Det lykkedes at reducere antallet af kateter-associerede urinvejsinfektioner med næsten en tredjedel fra 2,28 til 1,54 pr. 1000 kateterdage. Dette resultat gjaldt dog ikke for intensiv-afdelinger, hvor der ikke kunne konstateres nogen effekt af programmet. I alt deltog 926 afdelinger på 603 hospitaler i 32 forskellige stater i USA. Ca. 40 % af de 926 afdelinger var intensiv-afdelinger. Resultaterne er offentliggjort i New England Journal of Medicine. Forebyggelsesprogrammet bestod af en række initiativer, der alle sigtede mod at fremme kendt best practice, herunder steril anlæggelse og hyppig stillingtagen til fortsat kateterbrug.

A Program to Prevent Catheter-Associated Urinary Tract Infection in Acute Care

New England Journal of Medicine har produceret en kort video, der præsenterer resultaterne (klik i højre spalte)

EDITORIAL: Catheter-Associated Urinary Tract Infections — Turning the Tide


Øget risiko for udbrændthed hos læger og sygeplejersker efter utilsigtede hændelser

Omsorg for sundhedspersonale ved patientskader

Sundhedspersonale, der har været indblandet i en utilsigtet hændelse, har større risiko for udbrændthed og større risiko for at have et problematiske medicinforbrug, viser en stor undersøgelse, der omfatter personale på 37 hospitaler i Belgien. Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Medical Care. 5788 læger og sygeplejersker har bidraget. Ni procent af de adspurgte havde været ude for en utilsigtet hændelse (patient safety incident) i løbet af de seneste seks måneder. Udbrændthed blev rapporteret hos 20 % af den samlede gruppe, men blandt de, der havde været involveret i en utilsigtet hændelse, var det 33 %, der følte sig udbrændte. Problematisk medicinforbrug blev rapporteret af 13 % i den samlede gruppe og af 20 % af dem, der havde været blandet ind i en utilsigtet hændelse.

Increased Risk of Burnout for Physicians and Nurses Involved in a Patient Safety Incident


Vigtigt at forebygge og behandle delirium hos indlagte patienter

Sundhedsvæsenet kan blive bedre til at forebygge, opdage og behandle delirium. Det skriver den britiske speciallæge i geriatri David Oliver i en artikel i BMJ. Delirium er en almindelig tilstand hos akut indlagte patienter, især den ældre aldersgruppe. Symptomerne er bevidsthedsforstyrrelser, forvirring, hallucinationer og vrangforestillinger, der opstår i løbet af et-to døgn. Det er en skræmmende oplevelse for både patienter og pårørende forbundet med høj dødelighed i efterforløbet. Mange faktorer er medvirkende til at udløse delirium, fx infektion, dehydrering, bivrikninger til medicin ol. David Oliver advarer imod at opfatte delirium som synomynt med demens, og opfordrer til at bruge screeningsredskaber til at identificere patienter i særlig risiko.

David Oliver: Delirium matters

Det britiske hospital Tees Esk and Wear Valleys NHS Foundation Trust har produceret en video for at gøre opmærksom på fænomenet delirium. Se videoen her

I et efterfølgende nummer bringer BMJ en grundig gennemgang af delirium hos patienter ved livets afslutning. Årsager til og behandling af delirium gennemgås af psykiateren Christian Hosker og professor i palliativ medicin Michael Bennett fra University og Leeds. Mellem 13 og 42 procent af alle patienter, der indlægges på palliative afdelinger, har delirium, og forekomsten af delirium stiger i dagene og timerne før døden, hvor et studie  har vist, at 88 procent af patienterne havde delirium.

Delirium and agitation at the end of life

BMJ-podcast: interview med Christian Hosker om behandling af delirum


Lavere dødelighed efter brug af Sikker Kirurgi Tjekliste

Brug af Sikker Kirurgi Tjekliste er forbundet med 38 % lavere dødelighed i 30-dages perioden efter akut mave-tarm-kirurgi. Det fremgår af en stor international opgørelse med data fra 10.745 patienter på 357 centre i 58 forskellige lande. Artiklen er publiceret af The Global Surgical Outcomes Collaboration i det kirurgiske tidsskrift British Journal of Surgery, BJS. 30-dages mortaliteten var i alt 5,4 procent, og tallene viser, at dødeligheden er højere i lav- og middelindkomstlande, sammenlignet med højindkomstlande. Den kirurgiske tjekliste blev brugt mindre hyppigt i lav- og middelindkomstlande, men når den blev brugt, var det forbundet med lavere dødelighed.

Mortality of emergency abdominal surgery in high-, middle- and low-income countries


Fremskridt i patientsikkerheden på amerikanske hospitaler

Nye tal tyder på, at der er sket en markant reduktion i antallet af patientskader på amerikanske hospitaler de senere år. Det fremgår af en artikel i JAMA, der refererer til Agency for Healthcare Research and Quality. Mens der i  2010 var 145 skader pr. 1000 hospitalsindlæggelser, var tallet i 2014 faldet til  121 på 1000 indlæggelser. Dvs. en reduktion på 17 %. Analysen omfatter en bred palet af hændelser, herunder medicineringsfejl, infektioner, tryksår og fald. Analysen vurderer at der i perioden 2010 til 2014 har været 2,1 mio. færre patientskader, når man sammenligner med tidligere niveau. Analysen er omtalt i JAMA sammen med andre tal, der viser en tilsvarende tendens.

JAMA: Improving Safety for Hospitalized PatientsMuch Progress but Many Challenges Remain

AHRQ: Saving Lives and Saving Money: Hospital-Acquired Conditions Update


Digitale strategier kan forbedre akut behandling
– udtalelse fra den amerikanske hjerteforening

Digitale hjælpemidler kan betyde hurtigere hjælp, når sekunderne tæller, fx ved hjertestop, blodprop eller slagtilfælde. Mobiltelefoner, sociale medier og crowdsourcing har potentiale til at forbedre behandlingen af akutte hjerte-karsygdomme. Det skriver den amerikanske hjerteforening, American Heart Association, i en udtalelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Circulation. En række eksempler på succesfuld brug af digitale hjælpemidler er beskrevet i artiklen, der også opridser nogle fremtidsscenarier. Kan mobile enheder fx konverteres til defibrillatorer? Kan redningspersonale via mobiltelefonen identificere, hvilket hospital der er mest hensigtmæssigt at køre til, når alle forhold som transporttid, ventetid på hospitalet og hospitalets ekspertise tages med i betragtning?

American Heart Association Scientific Statement: Digital strategies show promise for emergency heart and stroke care


Demente lever et usikkert liv

Mange demente kører bil og administrerer selv deres medicin, viser en undersøgelse fra USA, offentliggjort i Journal of the American Geriatric Society. Forskerne har undersøgt 7609 ældre mennesker fra 65 år og op. Baseret på forskellige kognitive test, fandt forskerne godt 1000 ældre, der viste tegn på demens. Halvdelen af dem var i forvejen diagnosticeret med demens, mens resten var udiagnosticerede. Blandt gruppen med demens fandt forskerne, at 23 % stadig kørte bil, 31 % tilberedte varm mad, 22 % tog sig selv af deres pengesager, 37 procent administrerede deres medicin og 21 procent gik til lægen uden ledsagelse af pårørende. I gruppen af demente, som endnu ikke var blevet diagnosticeret, var der flest, der deltog i potentielt risikofyldt adfærd.

Potentially Unsafe Activities and Living Conditions of Older Adults with Dementia


Hvordan ældre patienter kan tages med på råd, når der ryddes op i medicinlisten

At ældre mennesker tager mange forskellige slags medicin, er et almindeligt fænomen. Polyfarmaci kan være berettiget, men giver ofte problemer i form af bivirkninger, fx nedsat fysisk og kognitiv funktion og eventuelt hospitalsindlæggelse. Derfor kan det være en god ide at gennemgå medicinlisten og se, om der er lægemidler, som eventuelt kan undværes. Når der ryddes op i medicinlisten, får man det bedste resultat, hvis patienten involveres i beslutningerne. Et australsk forskerhold giver i BMJ en række gode råd til, hvordan ældre mennesker kan inddrages i beslutningen om, hvorvidt de ønsker at fortsætte med eller stoppe med et lægemiddel. Analysen bygger på litteratur om psykologi, kommunikation og beslutningstagen.

Too much medicine in older people? Deprescribing through shared decision making


Færre udebliver fra ambulante aftaler efter påmindelse på mobilen

Det hjælper at sende patienterne en reminder på mobilen, inden en ambulante aftale. Det viser en stor kontrolleret undersøgelse på to af Kaiser Permanentes ambulante klinikker i Denver, Colorado. Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Medical Care. På begge klinikker indgik ca. 8000 patienter, der blev delt i to grupper. Den ene gruppe fik – dagen før aftalen – en påmindelse, enten som en tekstbesked på mobilen, eller som en automatisk telefonsvarer-besked på deres fastnettelefon. Resten af patienterne var kontrolgruppe, der ikke fik påmindelse. På begge klinikker var der færre patienter, der udeblev fra deres aftale, når de havde fået telefonbesked. På den ene klinik var udeblivelsesprocenten 6,5 % hos patienter, der havde fået påmindelse, mens den var 7,5 % hos kontrolpatienterne. På den anden klinik var de tilsvarende tal hhv. 8,2 %og 10,5 %.

Ved at analysere patientpopulationen er det muligt at udpege en gruppe patienter, som med særligt stor sandsynlighed vil udeblive fra deres aftale. I denne høj-risiko-gruppe er udeblivelsesprocenten 25-30 % mod mindre en 1 % for lav-risiko-gruppen. Udeblivelse fra en tidligere aftale inden for de seneste seks måneder, er den faktor, som vægter mest i forudsigelsen.

Reducing Missed Primary Care Appointments in a Learning Health System: Two Randomized Trials and Validation of a Predictive Model


Nyt initiativ mod selvmord har succes i USA

Zero Suicide er et nyt amerikansk program for forebyggelse af selvmord. De første test af programmet viser gode resultater. På et psykiatrisk center i Tennessee har man reduceret selvmordfrekvensen med 65 % i løbet af to år. Det fremgår af en artikel i tidsskriftet Health Affairs. Zero Suicide har en række elementer, der svarer til det danske projekt Sikker Psykiatris indsats imod selvmord.

Suicide Prevention: An Emerging Priority For Health Care


Ny udgivelse fra IHI: Always Events Toolkit

Nyt redskab fremmer patientcentreret behandling

Der er aspekter af sundhedsydelsen, der er så vigtige for patienterne og deres pårørende, at de bør forekomme konsekvent i alle patientforløb. En ny udgivelse fra IHI beskriver såkaldte Always Events, “hver gang”-hændelser”, der er fundamentale for, at patienter oplever sikkerhed og høj kvalitet. Always Events skal samtidig være evidens-baserede, målbare, økonomisk forsvarlige og bæredygtige. Et eksempel kan være, at patienterne og deres pårørende aldrig er i tvivl om, hvordan de skal passe på sig selv efter udskrivelsen. Det kan fx sikres ved, at der hver gang udleveres skriftligt informationsmateriale, hver gang gennemføres en udskrivningssamtale, hvor man beder patienten gentage budskaberne, og at patienten og de pårørende altid ved præcis, hvor de skal henvende sig, hvis de har spørgsmål eller brug for akut hjælp efter udskrivelsen. Ideer til always events genereres ved at tage patienterne og de pårørende med på råd. IHI beskriver, hvordan ideerne kan afprøves i praksis ved hjælp af forbedringsmodellen. Arbejdet med Always Events er gennem et år prøvet af på 10 britiske hospitaler og den nye publikation bygger på erfaringer herfra.

http://www.ihi.org/resources/Pages/Tools/Always-Events-Toolkit.aspx

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt