Forskning i øjenhøjde: Ny viden bringes tættere på praksis

Få den nyeste viden inden for patientsikkerhed og kvalitet præsenteret af 6 forskere gennem korte videoer. Hør om alt fra at give sikre injektioner til at skabe psykologisk tryghed til hospitalsbehandling i hjemmet.

kvinder står og taler sammen foran en plakat
På Markedsplads for forskning præsenterede forskerne deres nyeste viden, og bagefter kunne deltagerne stille spørgsmål til forskerne.

Hvordan omsætter vi ny viden til bedre praksis i sundhedsvæsenet?

Det er Markedsplads for forskning, der hvert år afholdes på Patientsikkerhedskonferencen, et bud på. Igen i år blev ny viden bragt i spil, da forskere fra hele landet mødtes på Markedspladsen for forskning i april og delte deres seneste resultater og indsigter.

Gennem korte præsentationer og dialog med deltagerne blev forskningen gjort nærværende og tilgængelig for sundhedsprofessionelle fra forskellige grene af sundhedsvæsenet. Formålet er at bygge bro mellem den viden, der skabes, og den hverdag, hvor den skal anvendes. Og den viden får du også nu – vi har samlet forskernes præsentationer i videoklip, som du kan se nedenfor.

Forskning der ramte plet på tværs af sundhedsvæsenet

Hver år kåres der en vinder af markedspladsen, som publikum vælger. I år gik sejren til Maj Siercke, ph.d., sygeplejerske, stifter af Sygeplejevidenskab.dk og chefredaktør på Journal for Sygeplejevidenskab, der fortalte om ny viden om sikker praksis for at give en indsprøjtning direkte ind i en muskel.

– Det var da helt fantastisk at vinde. Det er jo noget, der vedrører alle områder af sundhedsvæsenet. Man giver injektioner alle steder, uanset om det er på hospital eller i primær- og sekundærsektor eller hos praktiserende læger, siger Maj Siercke, som mener oplevelsen i sig selv var spændende og kalder det for en “nødvendig ny oplevelse”. Hun oplede en stor interesse fra de 80 deltagere:

– Der var en kæmpe interesse og lydhørhed. Bagefter kunne der stilles spørgsmål, og der kom jo nogen fra alle faggrupper. Der var overlæger henne og spørge omkring praksis, nogen der arbejdede på plejehjem og så videre. Så det favner bredt, det emne.

Her følger de 6 præsentationer fra forskerne.

Ny viden om intramuskulære injektioner – sikker og evidensbaseret praksis

Maj Siercke, ph.d., sygeplejerske, stifter af Sygeplejevidenskab.dk og chefredaktør på Journal for Sygeplejevidenskab.

Psykologisk tryghed i traumekaldsteamet ved implementering af ny rolle

Eva Kjær Gammeljord, sygeplejerske og stud.scient.san, Traumecentret på Aarhus Universitetshospital, Center for Akutforskning på Aarhus Universitetshospital og Faculty of Health på Aarhus Universitet.

A Four-Step Model for Improving Patient Safety Culture in Anesthesiology – A prospective cross-sectional study

Sofie Willemoes Carstensen, læge, Anæstesiologisk og intensiv afdeling, OUH – Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus.

Patienternes oplevelse af kvalitet og sikkerhed – Analyse af kommentarer fra patienterne på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Mette Kildevæld Simonsen, seniorforsker, Neurologisk Afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Influenzer – hjemmehospital: klinisk afprøvning og tilpasning for et bæredygtig resultat

Tatjana Sandreva Dreisig, læge, ph.d. fra Forskningsafdelingen, Nordsjællands Hospital. Nu introlæge, Psykiatrisk Center København.

Influenzer – hjemmehospital til akut syge patienter: Et randomiseret kontrolleret studie

Maria Normand Larsen, læge, ph.d. fra Forskningsafdelingen, Nordsjællands Hospital. Nu postdoctoral Research Assistant, Herlev og Gentofte Hospital.

Find mere om