Hvilke faktorer kan fremme og hæmme den organisatoriske kvalitet, så unødige forsinkelser, afbrydelser og ventetid kan undgås for patienter i risiko for benamputation?
Det spørgsmål har Region Sjælland bedt PS!mprove, der er en konsulentvirksomhed under PS!, om at hjælpe med at besvare ved at gennemføre en tværsektoriel forløbsgennemgang med det formål at uddrage læring af tidligere patientforløb for benamputerede borgere med henblik på at identificere eventuelt forbedringspotentiale.
Rapporten blev præsenteret for regionens forretningsudvalg tirsdag den 30. maj 2023.
Faktorer, der fremmer og hæmmer kvaliteten
I rapporten fremhæves flere faktorer, der kan fremme den organisatoriske kvalitet: En mere ensartet måde for den praktiserende læge at henvise til en distal blodtryksmåling, en styrket multidisciplinær tilgang til patienter i risiko for benamputation og systematisk anvendelse af pleje.net, som bruges til dokumentation og telemedicinsk kommunikation om sår og sårbehandling mellem sundhedspersonale inden for og på tværs af sektorer.
Samtidig peger analysen på forskellige faktorer, der kan hæmme den organisatoriske kvalitet: Indholdet af epikrisen samt den store forskel i arbejdsgangen omkring kommunikation fra ambulatorier til almen praksis.
– Vi kommer ikke med deciderede anbefalinger for, hvordan man kan fremme den organisatoriske kvalitet. Det skyldes især, at analysen har vist, at patientforløbene er meget forskellige. Derudover er der også en stor gruppe af patientforløb, vi slet ikke har set på – nemlig dem, der ikke er endt med en amputation. Her er der givet også læring at uddrage, og når vi ikke kender karakteristika, antal eller forløb for den gruppe patienter, kan vi højst fremhæve forskellige indsatser på baggrund af vores analyse, siger vicedirektør i PS! Vibeke Rischel.
Patientforløb er kendetegnet ved deres forskellighed
Den vigtigste konklusion er, at patientforløbene har været så forskellige og uensartede, at der ikke kan udpeges én indsats, der kan forbedre den organisatoriske kvalitet.
På to områder ligner forløbene hinanden: konsultation i almen praksis og karkirurgisk vurdering. For langt de fleste patientforløb gælder, at der det seneste halvandet år op til amputationen har været månedlige konsultationer i almen praksis (konsultation eller recept), og i langt de fleste patientforløb har der indgået en karkirurgisk vurdering.
Men patientforløbene kendetegnes især ved de store forskelle. I nogle patientforløb har amputationen kunnet udsættes i flere år, blandt andet ved hyppige besøg i sårcentret. Ved andre har kontakten til sundhedsvæsenet først været på et tidspunkt, hvor amputationen har været af livsreddende karakter.
Metode har nuanceret billedet
I analysen er indgået 20 patientforløb fra hver af de 4 sundhedsklynger i Region Sjælland. De er gennemgået i samarbejde med en tværfaglig, tværsektoriel ekspertgruppe med relevante repræsentanter; kar- og ortopædkirurg, sygeplejerske, fodterapeut, alment praktiserende læge samt sundhedsfaglige kompetencer – fra kommune.
– Vi har ikke vidst på forhånd, hvad vi ville finde. Vi er gået til opgaven med et åbent spørgsmål: Hvad er der sket i de sidste 18 måneder forud for amputationen? Den tilgang har givet os mulighed for at få øje på detaljer og nuancer i patientforløbene, som ellers kunne blive overset, siger Vibeke Rischel.
Der er anvendt en kombination af kvalitative og kvantitative metoder. Sammen med de faglige eksperter har PS! drøftet de tværsektorielle forløbsgennemgange af relevant journalmateriale med fokus på den organisatoriske kvalitet. Resultaterne er trianguleret ved at kombinere de kvalitative og kvantitative fund med relevant litteratur på området.
Kommunikation med patienten er afgørende
En benamputation er uden diskussion en livsændrende begivenhed for patienten, og den kan have både negative og positive konsekvenser i forhold til patientens livskvalitet og overlevelse.
– I forbindelse med amputationssagen har debatten været præget af en holdning om, at benamputation er skidt og karkirurgi godt – lidt firkantet sagt. Men der har ikke været så meget fokus på, hvad der ville være godt for den enkelte patient, siger Vibeke Rischel og fortsætter:
– Derfor peger vi også på, at kommunikation med og inddragelse af patienten er afgørende. Det gælder både fælles beslutningstagning, men også at man får taget den svære samtale om, hvad patienten ønsker sig af den sidste tid. Nogle patienter kan heldigvis have mange år tilbage. Men for andre kan vi se, at de ville have haft større glæde af palliativ behandling end at skulle gennem en amputation i den sidste levetid.
