Dette indlæg er oprindeligt bragt i Kommunal Sundhed. Efter aftale bringes det i sin fulde længde her.
Ligesom der ikke mangler nytårsforsætter på denne tid af året, mangler der ikke gode intentioner i sundhedsvæsenet. Tværtimod.
Især på ældre- og kronikerområdet er strategierne mange: mere sammenhæng, mere forebyggelse, mere borgernær sundhed. Men igen og igen ser vi, at forskellen mellem det, vi beslutter, og det, borgerne oplever, ligger i implementeringen.
Alt for ofte behandles implementering som den sidste fase i et projekt: noget, der kan klares med en plan, et kickoff og et par temadage.
Erfaringer fra forbedringsarbejde peger på det modsatte. Holdbare løsninger opstår, når man tester i lille skala, lærer af fejl og justerer løbende sammen med medarbejdere og ledere tæt på borgeren. Det gælder også – og måske især – i en tid med mange forskellige faggrupper i korte forløb i hjemmeplejen og på plejehjem, hvor hverdagen er kompleks og uforudsigelig.
Den bedste kur
Mange indsatser bæres desuden af engagement og vilje hos enkelte medarbejdere. Det er beundringsværdigt, men skrøbeligt. Når implementering ikke forankres i ledelse, arbejdsgange og data, forsvinder effekten, når hverdagen presser sig på. Det er en risiko, vi ikke har råd til på ældreområdet, hvor medarbejderomsætning og arbejdspres er højt.
På kronikerområdet bliver implementeringsudfordringerne forstærket af, at ansvaret er delt mellem mange aktører. Kommuner, hospitaler og almen praksis er gensidigt afhængige, men arbejder ofte ud fra forskellige logikker, mål og styringsmekanismer.
Når implementering ikke tænkes tværsektorielt fra start, ender borgeren med at være den, der skal skabe sammenhængen. Fælles sprog om implementering er en oplagt og vigtig opgave for de nye sundhedsråd.
Samtidig ved vi, at de hyppigste årsager til indlæggelser er relateret til medicin, fald, manglende tidlig opsporing osv. Det er tilstande, der går på tværs, og hvor systematik er den absolut bedste kur.
Reformstorm på vej
I det nye år tager reformstormen til, og der skal ske meget på kort tid. Hvis ikke implementering, herunder brug af forbedringsmetoder, bliver prioriteret, kommer vi ikke i mål med de gode intentioner og planer, for så bliver de fine mål ikke til systematik.
At implementere i bund og skabe organisatoriske forbedringer er ikke noget, man bare gør. Det kræver kompetencer, som skal opbygges. På tværs af faggrupper og på tværs af sektorer.
Der kommer mange positive sidegevinster med implementering og systematik: forudsigelighed, arbejdsglæde og såmænd også bedre økonomi.
Nytårsforsætter behøver ikke være sure. De kan også være meningsfulde. Det er implementering i hvert fald.
