Se lovforslaget på Høringsportalen
Dansk Selskab for Patientsikkerhed (herefter PS!) takker for muligheden for at afgive svar til høring over udkast til lovforslag om etablering af et beredskab for kritisk medicinsk udstyr.
PS! hilser det velkomment, at der etableres lovhjemmel i relation til etablering et overblik over – og et reelt et beredskab for kritisk medicinsk udstyr, til generel gavn for patientsikkerheden i en krisesituation.
Generelt bemærker vi, at der ikke tages stilling til den meget store kompleksitet, der ligger i, at et beredskab skal bestå af kommunernes og regioners nuværende portefølje af kritisk medicinsk udstyr. Der er enorm variation over hvilket udstyr, der er valgt – både inden for den enkelte organisation og mellem organisationer. Det vurderes derfor som relevant, at der opfordres til at søge mod et mere ensartet sortiment på tværs af landet, så det reelt bliver en mulighed at dele udstyret på tværs af enheder i en krisesituation.
PS! opfordrer til, at der tænkes videre end blot til, om der kan leveres en bestemt slags medicinsk udstyr, men også til at meget medicinsk udstyr kræver de rette kompetencer til at anvende det korrekt. Dette er endnu et argument for, at der arbejdes mod en forenkling af det samlede sortiment, da sundhedsprofessionelle således vil blive introduceret for færre nye arbejdsgange – og dermed færre nye kompetencer, der skal tilegnes, i en i øvrigt presset situation. Og det vil være en væsentlig styrkelse af patientsikkerheden.
Dansk Selskab for Patientsikkerhed
4. august 2025