Høring over udkast til vejledning om ændring af vejledning om kosmetisk behandling

PS!’ høringssvar til Udkast til vejledning om ændring af vejledning om kosmetisk behandling

Se vejledningen på Høringsportalen

Dansk Selskab for Patientsikkerhed (herefter PS!) takker for muligheden for at afgive svar til udkast til vejledning om ændring af vejledning om kosmetisk behandling. I PS! har vi igennem de seneste ca. 4 år haft et stort fokus på at undersøge og understøtte patientsikkerheden i relation til anvendelsen og implementeringen af digitale sundhedsfaglige behandlinger, blandt andet i to større projekter (1,2). PS! hilser udviklingen velkommen og er på ingen måde modstander af digital sundhedsfaglig behandling. Digitale sundhedsfaglige løsninger vinder hastigt indpas i sundhedsvæsnet, og der er et politisk ønske og krav om at en vis del af patientkontakter i sundhedsvæsnet skal overgå til digitale kontakter (3,4). Indførelsen af videokonsultationer har i flere studier vist en række klare fordele, men der er fortsat begrænset fokus på implementering af digitale sundhedsfaglig behandlingers effekt på patientsikkerheden – det er ikke tilstrækkelig og systematisk undersøgt – aktuelt i den foreliggende evidens er der dog ikke tegn til udbredte patientsikkerhedsproblemer (1,2).

PS! støtter ændringsforslagene til vejledning om kosmetiske behandling (nr. 9453 af 27. juni 2014), med mulighed for videokonsultationer til at stille indikation for behandling for to klart beskrevet og afgrænset patientgrupper, hvor behovet for fysisk undersøgelse for at stille indikationen er afklaret med de sundhedsprofessionelle eksperter. PS! finder det vigtigt, at det fastholdes, at der ikke kan benyttes medhjælp til at stille behandlingsindikationen til botulinumtoksin injektion, og kravene til medhjælps kompetencer ved peeling er klart beskrevet og afgrænset til autoriserede sundhedspersonale.

PS! mener, at det bør tydeliggøres i vejledningen og krav til patientinformationsmaterialet, at det fremhæves, at det er et tilbud for patienterne, men der fortsat bør være mulighed for at få en fysisk konsultation.

PS! har nogle anbefalinger nedenfor, som Styrelsen for Patientsikkerhed bør fokusere på at inddrage i deres vejledninger og krav i forbindelse med implementering af digitale sundhedsfaglige behandlinger indenfor det kosmetiske område.

Der er behov for, at der stilles nogle klare krav og anbefalinger til implementeringsprocessen af digital sundhedsfaglig behandling indenfor nye områder og krav om sufficient opfølgning af betydningen for patientsikkerheden.

Der bør stilles krav til selve implementeringsprocessen i forhold til at sikre, at metoden/værktøjet/IT-løsningen ikke kun opfylder CE-mærkningen, men også har fokus på sikker og systematisk implementering, at der foreligger en risikostratificering af både teknologien og patientmålgruppen; afklare om der er risiko for det skaber ulighed i sundhed, og hvordan sikres at de involverede sundhedsprofessionelle og patienterne har de rette kompetencer. Der bør udfærdiges nationale vejledninger til en sikker implementering af digitale sundhedsfaglige behandlinger.

Derudover er det vigtigt, at der stilles krav og forventninger om en sufficient opfølgning med brug af data, der kan understøtte vurderingen af både positive, men også negative effekter af implementeringen på patientsikkerheden. Der bør udvikles et standardiseret datasæt der sikre sufficient opfølgning af effekterne også i forhold til patientsikkerhedsmarkører. Der bør opsættes stabile lokale og nationale organisatorisk setup, der kan følge udviklingen og effekterne af de digitale sundhedsfaglige behandlinger. Styrelsen for Patientsikkerhed bør undersøge mulighederne for at tilpasse Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD) til at kunne opfange og drage læring gennem utilsigtede hændelser specifikt relateret til digitale sundhedsfaglige behandlinger. Således bør der være en eksplicit opfordring til sundhedspersoner og organisationer om at rapportere utilsigtede hændelser, når nye behandlingsmetoder eller praksisser tages i brug.

I Odense har man gennem systematisk forbedringsprojekt med god ledelsesforankring, udviklet et koncept – en læringsplatform for lyn-implementering af videokonsultationer i klinisk praksis og beskriver opfølgningsmetoder, hvor inddragelsen af patienter og pårørende fremhæves (5). Der er flere gode projekter og erfaringer med brug af, implementering og opfølgning af digitale sundhedsfaglige behandlinger (6, 7). Det er vigtigt at gøre brug af allerede indhentet erfaringer og samle det til nationale vejledninger og datainfrastruktur til sufficient opfølgning.

PS! har ligeledes indhentet viden gennem litteraturen, brugerpanelundersøgelser, interviews og arbejdsgangsanalyser om vigtige fokuspunkter, hvor der er beskrevet udfordringer når digitale sundhedsfaglige behandlinger implementeres;

  • Den rette patient på det rette tidspunkt – patientsikkerheden ved digitale sundhedsfaglige behandlinger afhænger af patientgruppen, den individuelle patient og den sundhedsfagliges kompetencer og ressourcer.
  • De rette ydelser – alle sundhedsfaglige behandlinger egner sig ikke til digitale løsninger
  • Den rette organisation – sikring af kompetencer, vidensdeling, sikker teknologi, gode kommunikationsværktøjer, læringskultur, klare og kendte lokale retningslinjer.

Ovenstående arbejde i PS! har vist, at det er en styrke, hvis behandlere og patienten kender hinanden på forhånd, som minimum har mødt hinanden før. Det er en udfordring i forhold til den forslåede ændring i vejledningen. Indenfor den kosmetiske behandling, kan videokonsultationer til at stille indikation for behandling være det første møde mellem behandler og patient. Det kræver et særligt fokus med behov for tæt opfølgning ved brug af data, inddragelse af patienterfaringer og tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerheds side af behandlingseffekter, fagligheden, kommunikationen, patientsikkerhed og trygheden for patienterne og andre afledte positive og negative konsekvenser.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed
4. januar 2024


1) Patientsikkerhed og telemedicin, udgivet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed i 2020 i samarbejde med Center for Innovativ Medicinsk Teknologi

2) Patientsikkerhed i digital kræftopfølgning, udgivet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed i 2021 i samarbejde med Kræftens bekæmpelse og afdeling for kræftbehandling på et universitetshospital i Danmark.

3) https://www.regioner.dk/sundhed/digitalt-sundhed-for-dig/

4) Regeringen og Danske Regioner. Aftale om regionernes økonomi for 2019

5) Videokonsultationer i sundhedsvæsenet: Implementering kræver mere end blot et snuptag, Center for Offentlig-Privat Innovation, 18. februar 2022

6) https://dssnet.dk/teknologiparathed-er-essentiel-ved-implementering-af-digitale-loesninger/

7) https://ouh.dk/forskning-og-innovation/innovation-og-sundhedsteknologi/innovation-en-del-af-hverdagen