Se lovforslaget på Høringsportalen
Dansk Selskab for Patientsikkerhed (herefter PS!) takker for muligheden for at afgive høringssvar til forslag til lov om opgaveflytning, national sundhedsplan, nærsundhedsplaner m.v.
PS! anerkender, at ønsket om at samle ydelser tættere på borgerne imødekommer ambitionerne i sundhedsreformen om at borgere kan opleve en tidlig og tæt indsats. PS! vil i dette svar fokusere på de kvalitets- og patientsikkerhedsaspekter, der er indlejret i en opgaveflytning.
I Danmark har arbejdet med patientsikkerhed foregået i snart 25 år og vi har et sundhedsvæsen som på mange områder er meget sikkert. Overgange mellem forskellige organisatoriske dele af sundhedsvæsenet er et af de mest risikofyldte tidspunkter i patientforløb, typisk med svigtende, uklar eller manglende kommunikation.
I 2024 blev rapporteret 13.401 utilsigtede hændelser (herefter UTH) omhandlende overlevering af information, ansvar og dokumentation til den nationale database for UTH Heraf var 505 alvorlige, mens 49 var dødelig for de patienter, som var involveret.
Dansk Patientsikkerhedsdatabase Årsberetning 2024
Disse UTH opstår i overgange internt mellem afdelinger eller i overgange på tværs af sundhedsvæsenet, der er således intet som tilsiger, at organisatoriske ændring med flytning af opgaver eller ansvar alene kan forbedre kvalitet og patientsikkerhed.
Aktuelt opleves tværgående forløb ofte med et uklart og skiftende ansvar hen over tid i en borgers forløb. Der foregår koordinering uden klare strukturer og arbejdsgange, samt udfordret data- og informationsdeling. Alt sammen noget der øger risikoen for, at der sker fejl med betydning for patientsikkerheden. I en ph.d – ”Patientovergange – Et eksplorativt studie af faktorer der påvirker sikkerheden af patientovergange” – er der identificeret otte faktorer med indflydelse på patientovergange: kommunikation, information, organisation, infrastruktur, professionalisme, ansvar, teamopmærksomhed og kultur.
PS! vurderer, at lov om opgaveflytning ikke bidrager med at reducere disse risici, men potentielt har indbygget en risiko for at bidrage med nye og hidtidig ukendte risici, med nye (digitale og mundtlige) kommunikationsveje på tværs af sektorer (regioner, almen praksis, akutsygeplejen, apoteker, kommunal visitation, hjemmepleje og hjemmesygepleje).
Der er med loven uklarhed om i hvilken grad borgere vil have adgang til de samme kommunale ydelser fx social faglige ydelser når ansvar og drift af sundheds- og omsorgspladser flyttes til regioner. Social faglige ydelser kan have stor betydning for patientsikkerheden da disse bidrager til involvering af borgere i beslutninger og lign.
PS! anbefaler, at der gøres et grundigt arbejde med at vurdere mulige afledte konsekvenser af nye tiltag i et fremtidigt sundhedsvæsen, med de muligheder og udfordringer, der kan vise sig, herunder at formulere indikatorer, som sundhedsrådene kan følges over tid.
PS! anbefaler, at der som del af implementeringen af loven proaktivt og systematisk opsamles og analyseres UTH’er, og at viden om risici i, de eksisterende og nye overgange deles således, at patientforløb ikke bliver mere usikre for patienter.
Dansk Selskab for Patientsikkerhed
30. juni 2025