Hos hver tredje kræftpatient får lægen ingen mistanke ved første henvendelse

Hos ca. en tredjedel af de patienter, der senere viste sig at have abdominal kræft, fik den praktiserende læge ikke mistanke om kræft eller anden alvorlig sygdom ved patientens første henvendelse. Det viser en opgørelse foretaget af Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet. Forskerne har set på patienter, der er diagnosticeret med abdominal kræft (herunder gynækologisk kræft, kræft i fordøjelsessystemet samt nyre- og blærekræft) i perioden 1. juli til 20. december 2016. Patienterne blev identificeret igennem Landspatientregisteret.

For hver af disse kræfttilfælde kontaktede man patientens praktiserende læge og bad lægen om at svare på et spørgeskema. Den praktiserende læge skulle angive, om der havde været mistanke om kræft ved patientens første besøg, om patienten var henvist til en kræftpakke eller anden undersøgelse, og hvor lang tid, der var gået fra første konsultation, til patienten blev viderehenvist. 1104 patientforløb indgik i opgørelsen.

Analysen viste, at den praktiserende læge i 46–78% af forløbene (afhængigt af kræftform) havde fået mistanke om kræft eller anden alvorlig sygdom ved patientens første henvendelse. Nyrekræft var den tilstand, der oftest forblev uopdaget ved patientens først konsultation.

Ca. halvdelen af de patienter, der senere viste sig at have kræft, blev henvist til en kræftpakke ved deres første besøg i almen praksis. Kræft i spiserøret er den kræftform, der sjældnest henvises til kræftpakkeforløb.

Ikke overraskende var forløbet i almen praksis – indtil patienten blev viderehenvist – længere for de kræfttyper, hvor lægen havde sværest ved at få mistanke om kræft.

Forskningen er offentliggjort i det britiske tidsskrift Family Practice. Forskerne konkluderer, at der for nogle typer af abdominal kræft kan være brug for bedre diagnostisk støtte til almen praksis.

Selv om de organspecifikke kræftpakkeforløb i alle regioner er suppleret med diagnostiske centre for patienter med alvorlige uspecifikke symptomer, kan der også være brug for bedre henvisningsmuligheder i almen praksis til patienter med mere vage symptomer, mener ph.d.-studerende Nanna Holt Jessen, som er en af forskerne bag studiet. Fremtidige studier bør udvikle og teste muligheden herfor.

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt


Nanna H Jessen, Henry Jensen, Charles W Helsper, Alina Z Falborg, Henning Glerup, Henning Gronbaek, Peter Vedsted, Cancer suspicion, referral to cancer patient pathway and primary care interval: a survey and register study exploring 10 different types of abdominal cancer, Family Practice, 2021;, cmab025, https://doi.org/10.1093/fampra/cmab025

https://academic.oup.com/fampra/advance-article-abstract/doi/10.1093/fampra/cmab025/6255488