Den 2-4. maj afholdes International Forum i Amsterdam, som er en konference om kvalitet og patientsikkerhed. Med på konferencen vil være projektledere, sosu-assistenter og sygeplejersker fra I sikre hænder.
Sønderborg og Aarhus kommuner har begge fået optaget en poster, som de skal præsentere på konferencen. De omkring 3.000 andre deltagere på konferencen kan dermed blive inspireret af I sikre hænder.
Sønderborgs poster: 50 % reduktion i fald
Tre medarbejdere fra henholdsvis hjemmeplejen, sygeplejen og plejecentrene deltager fra Sønderborg Kommune for at præsentere deres resultater med faldforebyggelse. De har videreudviklet på den oprindelige faldpakke, og det er bl.a. arbejdet med tilpasningerne, de vil vise frem.
Konferencens deltagere får dermed indblik i, hvordan Sønderborg Kommune i løbet af 2-3 år har reduceret antallet af fald med omkring 50 procent.
– Vi har etableret et samarbejde på tværs af hjemmepleje, sygepleje og plejecentre, og det giver en fælles ansvarsfølelse, siger Hanne Miang, der er projektleder på I sikre hænder i Sønderborg Kommune.
Aarhus’ poster: Systematiseret forbedringsarbejde mindsker medicinfejl
Fra Aarhus Kommune har de eksempler med på arbejdet med medicinpakken på en af deres pilotenheder, hvor der er 30 beboere. Forbedringsteamet har indtil videre implementeret tre nye arbejdsgange for at reducere medicineringer, der ikke bliver givet til rette tid:
- Daglige tavlemøder med fast dagsorden.
- En medicinanfører kl. 12, der bærer en gul vest.
- Anvendelse af tjekliste for sikker medicinadministration ved alle givninger.
– Arbejdet er undervejs og er en del af en kulturændring, hvor det at arbejde proaktivt i et åbent og tillidsbaseret arbejdsmiljø er en stor del af indsatsen. Vores budskab til andre på konferencen er: If you want to go fast, you have to start slow, siger Ane Blom, der er projektleder på I sikre hænder i Aarhus Kommune.
I sikre hænders opskalering fra 5 til 18 kommuner deles på session
På konferencen vil også være en session om ’Designing and Managing Community-Based Scale-up Efforts’, som er tilrettelagt af Tina Lynge fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed sammen med kolleger fra Sverige og Skotland.
Her vil Tina Lynge dele erfaringer om, hvad der skal være til stede for at gå fra få pilotenheder til stor skala i en hel kommune – og derefter fra fem til 18 kommuner. En udbredelse i den skala er ikke tidligere afprøvet med forbedringsprojekter i Danmark, og på verdensplan er der kun meget begrænsede erfaringer med systematiseret forbedrings- og patientsikkerhedsarbejde på kommuneniveau.
Derfor er det også med stor glæde, at vi i år kan dele læringen og erfaringerne ved en session. Sidste år blev erfaringer og resultater delt med en poster.
Sundheds- og ældrechefer deltog på konferencen i 2017
I 2017 blev konferencen afholdt i London med omkring 3.000 deltagere fra 70 lande. Dengang deltog sundheds- og ældrechefer fra I sikre hænders 13 nye kommuner.