I Fagligt Nyt samler vi eksempler på national og international evidens om kvalitet, patientsikkerhed og forbedringer i sundhedsvæsenet. At få inspiration og indsigt fra personer, der har afprøvet og dokumenteret resultater, er afgørende for at sætte gang i udviklingen.
I sidste uge var vi fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed i Glasgow til det 24. International Forum on Quality and Patient Safety. Vi var i alt mere end 400 danskere tilstede! Det er ligesom at gøre Fagligt Nyt flerdimensionalt! Der kommer billeder, lyd og tonefald, der kommer refleksioner og uventede møder.
Mere fra konferencen i Glasgow
Paradoksalt nok skal man ud af klinikken og kontoret for at se sin praksis klarere. Inspirationen og netværket er afgørende.
En af de oplægsholdere i Glasgow, der efterlod mig med kæben på brystet og tankerne på overarbejde, var Catherine Calderwoods. Hun er lægelig direktør for NHS Scotland, og hun talte om ’Realistic Medicine”.
Mere om Realistic Medicine i Skotland
Gennem de senere år har vi i PS! bl.a. arbejdet med at sætte fokus på og give værktøjer til at reducere overbehandling i den sidste tid, og vi prøver at få gang i arbejde om Reduktion af unødvendig polyfarmaci. Andre arbejder bl.a. med ’Choosing Wisely”, og polyfarmaciklinikker skyder op.
Men i Skotland er det en national satsning, og de når bare meget længere og dybere. Der er skabt vilje, og der er sat handling bag. Økonomifolk og klinikere sidder sammen, Realistic Medicine’ indgår i læseplaner på sundhedsuddannelserne osv. De har spurgt borgerne, og ingen efterspørger mere medicin. De efterspørger kompetent sundhedspersonale, der lytter. Borgere/patienter vil ikke have mere – de vil have bedre.
Nu skal vi i gang i Danmark!
Og noget af det begynder med, at vi lærer fra andre.
Vi skal ikke nødvendigvis gøre mere. Vi skal gøre det bedre!
I dette nummer af Fagligt Nyt er der også artikler om bl.a. OPTIMIST-studiet fra OUH, som er et af de (det) mest lovende medicingennemgang-projekt, der er set. Også et element i ”Realistic Medicine” – og der er artikler om flow, debriefing, teamwork, hjemmebehandling og diagnostik.
God læselyst!
Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed.
Tilmeld dig Fagligt Nyt