International Forum 2020 udskydes

Grundet den globale coronakrise vil International Forum 2020 ikke blive afholdt i København den 28.-30. april som planlagt. Det meddeler BMJ og IHI, der er arrangørerne bag den internationale konference. De arbejder nu på at finde en ny dato – fortsat i København.

International Forum er den centrale internationale konference for kvalitet, forbedrings- og patientsikkerhedsarbejde. I april 2020 skulle konferencen have været afholdt i København, men det er nu udskudt grundet coronavirussen.

IHI og BMJ, arrangørerne bag International Forum, har netop meddelt, at konferencen i København i slutningen af april bliver udskudt. Som det fremgår af meddelelsen, er beslutningen truffet på baggrund af den globale coronakrise.

International Forum vil blive afholdt i København, men den ny dato er endnu ikke fastlagt. Alle, der har tilmeldt sig konferencen, har mulighed for at afvente den nye dato eller få pengene refunderet.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed har som formand for den danske Programme Advisory Committee haft en rådgivende funktion i forhold til arrangørerne, men det er IHI og BMJ, der har det formelle ansvar for konferencen. Eventuelle spørgsmål vil derfor i mange tilfælde skulle rettes til BMJ.

BMJ oplyser, at man selv skal henvende sig til sit forsikringsselskab med henblik på at få refunderet eventuelle udgifter til fly og hotel. I modsætning til tilmeldingsgebyret for konferencen, er der ikke mulighed for, at BMJ kan refundere udgifter til fly og hotel.

Tak til de mange, mange danskere, der på et utal af måder har engageret sig i planlægningen af konferencen! Udskydelsen er ærgerlig, men sådan må det være i den nuværende, helt ekstraordinære situation. Udover de oplagte sikkerhedshensyn er der netop nu et særligt behov for de sundhedsprofessionelles arbejde i Danmark og resten af verden. Også tak for den indsats!

Vi afventer den nye dato for konferencen og vil melde det ud, så snart vi ved mere.

PS! De danske arrangører af Experience Days vil blive kontaktet direkte af BMJ.

Find mere om