Glæden ved livet har ikke altid været en selvfølgelighed for Lise Stolfer. Den er faktisk relativ ny for den 29-årige kvinde, der er diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse. I mange år var glæden nemlig afløst af negative tanker og handlemønstre.
– Jeg følte mig magtesløs og fremmedgjort, og jeg mente, at livet var et latterligt og meningsløst koncept. Jeg følte mig fanget af omstændighederne omkring mig, der ikke gav mening for mig, men samtidig bebrejdede jeg mig selv, at jeg ikke var i stand til at bryde fri fra dem og overvinde dem.
– Jeg havde hele tiden en følelse af, at døden stod og stirrede mig i nakken og ventede på, at jeg turde vende mig om og lade den opsluge mig.
Mødet med psykiatrien
Lise var tæt på at blive opslugt af døden, da hun som 17-årig for første gang blev indlagt efter et selvmordsforsøg. Siden har hun løbende haft kontakt med psykiatrien. Hun er glad for den hjælp, hun har fået, og værdsætter det arbejde, som personalet udfører, men Lise har også set et system, hvor der er plads til forbedringer.
– Jeg oplevede at blive mødt med den samme form for berøringsangst og afmagtsfølelse af professionelle indenfor psykiatrien, ligesom jeg oplevede det med menneskerne udenfor psykiatrien. Samtidig kunne jeg mærke, at det endimensionelle fokus på det sygelige aspekt af min psyke, som herskede i psykiatrien, forstærkede min oplevelse af at være forkert.
– Jeg mener at psykiatrien bør sikre en behandling, der fordrer liv og trivsel i videst mulige omfang og det er ud fra dét perspektiv, at jeg længes efter, at psykiatrien ikke bare gør mere af det, den allerede gør, men også gør mere af noget helt andet.
Inddrag brugernes perspektiv
Det er ikke, fordi Lise underkender, at eksempelvis sikkerhedsforanstaltninger og risikovurderinger kan afværge fatale hændelser i et kritisk øjeblik. Men ifølge hende bør arbejdet med at forebygge selvmord ses i et bredere perspektiv, og psykiatrien kunne begynde med at inddrage brugernes perspektiv noget mere.
– Mennesker, der selv har erfaring med psykisk sygdom, har også ofte mindre berøringsangst, samtidig med at de har en mere direkte erfaring med, hvad der føles hjælpsomt.
Set fra Lises perspektiv kan flere regelmæssige samtaler og mere nærvær i psykiatrien forbygge mange krisesituationer som eksempelvis et selvmordsforsøg, for eksempel ved brug af peer-to-peer-modellen.
Erfaringerne skal komme andre tilgode
I 2013 lykkedes det Lise at bryde spiralen af negative tanker og handlemønstre og genfinde glæden ved livet.
– Jeg kan selvfølgelig stadig falde ind i selvbebrejdelse, men jeg er nu bedre til at forstå de behov, der ligger bag og derfor gør det heller ikke længere ondt på samme måde. Dermed oplever jeg ikke længere samme grad af akut psykisk pres og jeg er heller ikke længere bange for min egen psyke.
I dag studerer Lise til pædagog, og hun er brugerrepræsentant i Sikker Psykiatri. På hver af de psykiatriske enheder, som deltager i projektet, er der tilknyttet henholdsvis en bruger- og pårørende repræsentant. De mødes de med personalet og bidrager med ideer til det konkrete forbedringsarbejde på den enkelte afdeling. Lise har blandt andet deltaget i det forberedende arbejde af Sikker Psykiatris indsats om forebyggelse af selvmord, og hun er glad for, at hun kan give sine erfaringer videre.
– Dybest set tror jeg, at vi alle bare længes efter at blive mødt og inkluderet – og at man kommer langt ved blot at se og møde mennesket og dets følelser fremfor sygdommen og dens symptomer. Hvis man formår et sådant møde, tror jeg, at det kan række langt i behandlingen af mennesker, der fanget i psykisk lidelse.
Tal om det – Spørg om det’
Den 10. september foregår den internationale dag for forebyggelse af selvmord, og det markerer projekt Sikker Psykiatri, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed står bag sammen med Danske Regioner, TrygFonden og Det Obelske Familiefond.
Med budskabet ‘Tal om det – Spørg om det’ sætter Sikker Psykiatri ekstra fokus emnet via artikler her på hjemmesiden om selvmordsforebyggelse samt aktiviteter på projektenhederne.
