Ifølge Susanne Lautrop, der er pårørenderepræsentant i Sikker Psykiatri, har projektet sat skub i en udvikling, hvor det bliver mere naturligt at inddrage patienter og pårørende i arbejdet med at forbedre psykiatrien. Men der er stadig lang vej endnu.
På hver af de psykiatriske enheder, som deltager i Sikker Psykiatri, er der tilknyttet patient- og pårørenderepræsentanter. De mødes med personalet og bidrager med input til det konkrete forbedringsarbejde på den enkelte afdeling. Susanne Lautrop er pårørenderepræsentant i Sikker Psykiatri tilknyttet projektenheden i Psykiatrien Syd i Vordingborg, og hun har blandt andet deltaget i det forberedende arbejde af Sikker Psykiatris indsats om forebyggelse af selvmord.
Hvad mener du om, at Sikker Psykiatri involverer patienter og pårørende på denne her måde?
Det er et fremskridt. Det er jo i samarbejdet mellem patienter, pårørende og personale, at forbedringerne skal ske. Psykiatrien skal i højere grad inddrage patienterne systematisk og anerkende, at patienterne er eksperter i eget liv.
På den måde undgår man, at patienterne oplever, at ansvaret og værdigheden bliver taget fra dem. Masser af frustrationer og misforståelser kan forebygges, hvis der kommer en mere ligeværdig og respektfuld kontakt. Det handler rigtig meget om at lytte til patienterne, høre hvor de er henne og respektere dér, hvor de er.
Det samme gælder for de pårørende. Det er vigtigt, at medarbejderne er opmærksomme på, at den pårørende har den røde tråd og i mange tilfælde følger patienten gennem flere år.
Susanne Lautrop, pårørenderepræsentant
Hvordan bliver du inddraget i forbedringsarbejdet?
Jeg bidrager med mine erfaringer som pårørende, så godt jeg kan. Når jeg fortæller min historie i forskellige sammenhænge i Sikker Psykiatri, har jeg indtryk af, at det sætter sine spor hos personalet. Når man sidder på den anden side og er med i behandlingen som pårørende, ser man det på en anden måde og kommer med et andet perspektiv. Jo mere behandlingen tager udgangspunkt i patienterne og de pårørendes perspektiv desto bedre.
Men det kan godt være svært at blive integreret i forbedringsarbejdet. Jeg har deltaget i møder med personalet, hvor de taler om forbedringsarbejdet i Sikker Psykiatri. Her kan det som én udefra være svært at finde sin rolle.
Nogle gange føler jeg mig som tilskuer. Jeg kan godt føle mig magtesløs.
Susanne Lautrop, pårørenderepræsentant
Jeg oplever, at det er svært at lave om på praksis. Hvis man kommer med en ide, kan det være svært at få den igennem, og jeg kan godt føle mig overhørt.
Samtidig skal vi også huske, at det er nyt at gøre det på den måde. Derfor kan man heller ikke forvente gennemgribende forandringer på relativt kort tid.
Det vigtige er, at Sikker Psykiatri sætter skub i en udvikling, hvor det bliver mere naturligt at inddrage patienter og pårørende i arbejdet med at forbedre psykiatrien.
Susanne Lautrop, pårørenderepræsentant
Hvordan sikrer vi, at den udvikling fortsætter?
Vi skal hele tiden stille de grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt behandlingen møder det psykisk udfordrede menneske, der hvor det er. Det er den konfrontation, som er sværest at håndtere for mig som pårørenderepræsentant, nemlig, at projektrammen ikke giver mulighed for at stille spørgsmålstegn ved psykiatriens grundpræmis.
Psykiske problemer forstås som et individualiseret problem, der ligger hos det enkelte menneske, og langt overvejende angribes som et medicinsk problem, og et spørgsmål om opnå kontrol over psykiske reaktioner. Hvis psykiske kriser derimod ses som naturlige menneskelige reaktioner på de udfordringer, der opstår gennem livet – fra barn til gammelt menneske på vej mod døden – får behovet for hjælp og støtte, et helt andet perspektiv.
Et menneskesyn, der viser forståelse for psykiske krisers mening og betydning, kan blive til menneskelig vækst og udvikling, hvis de mødes og bearbejdes med empati, respekt og eksistentiel indsigt. Sådan kan mennesker gå sundere, klogere og stærkere udad eksistentielle livskriser.
Psykiske kriser er ikke en udfordring for de få, men en opgave for de mange. For vi er alle mennesker, på vej gennem livets mange faser.
Susanne Lautrop, pårørenderepræsentant
Derfor skal arbejdet med at skabe en sikker psykiatri også foregå udover psykiatrien. Vi skal huske det brede.
Hvad mener du med et bredere perspektiv?
Rammen omkring Sikker Psykiatri er lagt på den måde, at projektet handler om forbedringsarbejde i psykiatrien. Det er fint nok. Min pointe er, at vi skal tænke forebyggelse og patientsikkerhed bredere.
For eksempel foregår selvmordsforsøg fortrinsvis udenfor psykiatrien. Det er jo de færreste tilfælde, hvor et selvmord eller et forsøg sker på en psykiatrisk afdeling. Derfor skal vi møde mennesker dér, hvor de er – blandt andet på skolerne og arbejdspladserne.
Vi har nogle gange en forestilling om, at livet er simpelt og enkelt og går efter en snor, men der er jo masser af omveje og rundkørsler, hvor det enkelte menneske har nogle svære oplevelser. Det er i de situationer og miljøer, hvor forebyggelsesarbejdet virkelig skal sætte ind. Vi skal i højere grad anerkende, at det er svært at være menneske – at det er svært at leve op til de normer, der er i samfundet.
