Julehilsen fra formanden 2023: Vi skal ikke opfinde nyt for at skabe patientsikkerhed

Det nye år står for døren, og det giver anledning til refleksion over året, der snart er gået, hos PS!’ formand Lars Gaardhøj. En ting står stjerneklart: Vi skal bruge den viden, vi allerede har, til at skabe forbedringer i vores sundhedsvæsen.

En kæmpe TAK vil jeg gerne sende til dig, der arbejder for at gøre sundhedsvæsnet sikkert. Uden dig kunne intet af PS!’ arbejde lade sig gøre.

I løbet af 2023 har PS!’ aktiviteter og projekter gjort det tydeligt for mig, at der ikke skal nye forkromede opfindelser eller viden til for at skabe patientsikkerhed. Det er ikke altid nødvendigt at tænke ud af boksen – ofte skal vi blive inden for boksen. Vi skal gøre det, som vi fagligt allerede ved, er det rigtige og det ansvarlige.

Rigtig meget af det, vi kan i det danske sundhedsvæsen, blev i år vist frem på den store internationale konference International Forum on Quality and Safety in Healthcare, der løb af stablen i København i maj. Som formand for konferencens programkomité var det en stor glæde at se, hvordan kolleger fra hele verden mødtes for at dele viden og sparre om patientsikkerhedsarbejdet. Tak til alle der deltog!

En anden vigtig historie, som jeg vil fremhæve, er de 33 kommuner, der i forbedringsprogrammet ”I sikre hænder” har vist, at det kan lade sig gøre at ændre på vante arbejdsgange og dermed forbedre sikkerheden og kvaliteten for borgerne i ældreplejen. De seneste 10 år er det lykkedes kommunerne at reducere medicineringsfejl, tryksår, fald, uplanlagte vægttab, forebyggelige indlæggelser og infektioner markant. Gennem ”I sikre hænder” har medarbejdere og ledere lært forbedringsmetoder til at skabe systematiske arbejdsgange, indsamle data og have et løbende fokus på læring og udvikling.

Derfor glæder det mig, at erfaringerne fra ”I sikre hænder” netop er blevet delt i et nyt katalog, der skal give inspiration til alle, der ønsker at forbedre ældreplejen.

Der er mange ting, vi gerne vil mindes fra det forgangne år, herunder for eksempel PS!’ konference i efteråret, hvor en af de helt store inden for digitalt understøttet hjemmebehandling, David Levine, gæstede Danmark. Det ser vi tilbage på med stolthed, for i en tid med tydelige udfordringer i sundhedsvæsenet er det vigtigt at have patientsikkerhedsvinklen med, så vi finder løsninger, der er bæredygtige – herunder digitaliseringen af vores ydelser.

I 2024 vil vi i PS! fortsætte med at sprede viden og metoder, så vi sammen kan skabe forbedringer i sundhedsvæsenet til gavn for vores borgere. Jeg håber derfor, vi ses, når vi afholder vores Patientsikkerhedskonference under temaet ”Et bæredygtigt og realistisk sundhedsvæsen”. Her bliver formålet at formidle viden og løsninger, inspirere og skabe netværk.

Til sidst vil jeg bare sige: Tak, fordi du følger med i Dansk Selskab for Patientsikkerheds arbejde og holder dig fagligt orienteret og inspireret.

Må din jul blive magisk og dit nytår farverigt. Rigtig glædelig jul og godt nytår!

På vegne af PS’ bestyrelse og medarbejdere
Lars Gaardhøj

Find mere om