Opgaverne bliver flere, men pengene og personalet bliver ikke større i sundhedsvæsenet i de kommende år. Derfor er vi nødt til at få hjælp af teknologien, mener Liselotte Højgaard. Hun er klinisk professor i medicin og teknologi ved Københavns Universitet og adjungeret professor ved DTU og chef for Klinik for Klinisk Fysiologi Nuklearmedicin på Rigshospitalet. Liselotte Højgaard er keynotespeaker ved Patientsikkerhedskonferencen 8. november.
Om Patientsikkerhedskonferencen 2021
”Vi skal bruge teknologien til at procesoptimere, og derfor har vi brug for ingeniører, dataloger, it-folk og big data-eksperter. Ikke bare på de afdelinger, som i forvejen er teknologitunge, som min egen, men på alle afdelinger. Vi skal i højere grad være interdisciplinære og i samarbejdet mellem de sundhedsprofessionelle og de tekniske professioner udvikle løsninger, der øger effektivitet, kvalitet og patientsikkerhed” siger Liselotte Højgaard. Som eksempler nævner hun, at man kan få computeren til at beregne medicindoser eller lægge planer for patienternes flow igennem systemet.
Liselotte Højgaard har været med til at designe en uddannelse til civilingeniør i medicin og teknologi, som startede i 2003. Det er et samarbejde mellem DTU og Københavns Universitet.
”Uddannelsen er en stor succes, og man har lige udvidet fra 60 til 90 uddannelsespladser på hver årgang. De færdiguddannede er ansat på mange forskellige afdelinger og arbejder med teknologi og også med selve driften. Alle afdelinger kunne have brug for sådan en.”
Kunstig intelligens fortolker billeder
På Klinik for Klinisk Fysiologi Nuklearmedicin gennemføres hvert år 150.000 undersøgelser og behandlinger, fx avancerede scanninger af hjerne og hjerte. Afdelingen har et forskerteam med 15 matematikere, dataloger, fysikere og ingeniører, der sammen med sundhedspersonalet udvikler og optimerer teknologien.
Ved hjælp af kunstig intelligens, AI, arbejder afdelingen på at gøre scanningstiderne kortere, så patienterne ikke skal ligge så længe i scanneren. AI anvendes også til at beskrive og fortolke scanningsbillederne, fx hjernescanning af patienter med Parkinson. Hvor det tidligere tog en speciallæge en halv time at vurdere billederne, får man nu svaret i løbet af få minutter.
Ved en særlig type scanninger af hjertet, er det lykkedes ved hjælp af AI at optimere billeddannelsen, så signalet bliver stærkere og støjen mindre. Og det betyder, at man kan reducere stråledosis til én procent af det, man tidligere har brugt.
”Nu er der stort set ingen radioaktivitet forbundet med undersøgelsen, og det er godt for både patienterne og personalet,” siger Liselotte Højgaard.
Maskinerne øger velfærden
”Det er sådan noget, vi skal arbejde på hele tiden. Vi skal ikke være bange for teknologien. Allerede i 1700-tallet, da man opfandt dampmaskinen og etablerede væverier, var der maskinstormerne, der protesterede og frygtede de omvæltninger, som den nye teknologi ville medføre. Og også i dag er der ofte modstand mod udviklingen.”
”Men nej! Mennesker skal ikke gøre noget, som kan gøres af en maskine i stedet for. Teknologien betyder bare, at vores allesammens velfærd og gode muligheder bliver bedre. Især nu, hvor vi står over for en stor udfordring med at rekruttere tilstrækkeligt sundhedspersonale. Jo mere vi kan uddelegere til maskinerne, jo bedre.”
Skal vi have mest muligt ud af den nye teknologi kræver imidlertid, at sundhedspersonalet har kompetencer til at anvende den:
”Der skal være fokus på de sundhedsfaglige uddannelser, dvs. læger, bioanalytiker, sygeplejersker, fysioterapeuter, jordemødre osv. De skal ikke være miniingeniører, men de skal lære at bruge teknologien. Ligesom de tekniske fagfolk skal lytte til sundhedspersonalets behov.”
Teknologi for menneskers skyld
Når der er modstand mod teknologi, er det også ofte, fordi de ikke virker godt nok.
”Vi er i gang med at købe et nyt billedsystem til Region Hovedstaden, og vi prøver at gøre det på en ny måde, så det bliver dialogbaseret fra starten. Læger, sygeplejersker, radiografer, bioanalytikere, sekretærer, ingeniører og dataloger samarbejder med regionens it-afdeling og topledelsen om at købe og indføre og udvikle systemet.”
”De teknologiske hjælpemidler er til for menneskers skyld. De skal hjælpe os, så vi får tid til at trække vejret og tænke os om. Og så skal vi hele tiden have målet for øje. Vi er her for patienterne og de pårørende. Og samtidig skal det også være en rar arbejdsplads.”
Det ligger Liselotte Højgaard meget på sinde, at patienterne og de pårørende skal behandles sikkert, professionelt og værdigt. De skal føle sig velkomne og trygge. Og meget tyder på, at det gør patienterne på hendes afdeling også. Der kommer mange positive og taknemmelige tilbagemeldinger til personalet.
”Skulle vi komme til at begå en fejl, sætter vi os ned og snakker med patienten. Og har vi lavet en rigtig fejl, så både siger og skrive vi ’undskyld’. Hvis man har gjort noget, der er forkert, så synes jeg man skal erkende det over for patienten, og også erkende det over for sig selv. Man må også gerne blive ked af det. Og så må man sørge for, at det ikke sker igen.”
Sikkerheden er lovbestemt
Men det er ikke tit, der sker fejl på Klinik for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin:
”Fordi vi arbejder med åbne radioaktive kilder, er vi gennemregulerede, næsten som inden for luftfarten. Vi har 4000 instrukser, der er opdaterede, for alt hvad vi laver. Vi får tilsyn fra en række forskellige myndigheder, blandt andre Sundhedsstyrelsens Strålebeskyttelse, der kommer på regelmæssigt besøg. Befolkningen, patienterne og de ansatte skal jo vide, at der er styr på det, og at vi overholder love og regler. Derfor ligger sikkerhedsarbejdet som en underliggende kultur hos os.”
Den omfattende regulering virker – også på patientsikkerheden – og der er meget få utilsigtede hændelser på afdelingen.
”Måske kan andre afdelinger lade sig inspirere af vores sikkerhedsarbejde, men det er vigtig, at man respekterer specialernes og de ansattes uddannelsesmæssige kultur. Man kan ikke bare tage vores måde at gøre det på og transskribere til alle de andre.”
Noget af det, som Liselotte Højgaard mener, at andre kan lade sig inspirere af, er det gode samarbejde inden for specialet klinisk fysiologi og nuklearmedicin.
”Vi har tradition for at have et meget stærkt samarbejde i Sundhedsfagligt Råd i Region Hovedstaden og på landsplan i regi af vores faglige selskab. I 2001 blev det et lovkrav, at vi skulle have en kvalitetshåndbog. Der gjorde vi det, at vi lavede en fælles kvalitetshåndbog for det, der dengang var Hovedstadens Sygehusfællesskab. Også efter at vi blev til Region Hovedstaden er vi fortsat med at have en fælles kvalitetshåndbog, som vi opdaterer sammen, og som vi også stiller til rådighed for de øvrige afdelinger i landet inden for specialet.”
Arbejdet med håndbogen sker med inddragelse af de mange forskellige fagpersoner, der er involvereret.
Sundhedsvæsenet har lært af corona
I 2017 udgav Liselotte Højgaard en debatbog ”Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen”. Her argumenterer hun blandt andet for, at stram styring fra økonomer og administratorer kan være ødelæggende. Det skal være sundhedsprofessionelle, der leder sundhedsvæsenet.
”Jeg tror, at der er sket noget, siden jeg skrev bogen. Man bøjer sig mod hinanden, og der er en erkendelse af, at vi alle sammen skal være her, både de sundhedsfaglige og økonomerne og djøf’erne, og jeg tror at corona har skubbet bagpå den udvikling. Den slags ting sker ofte i spring. I forbindelse med pandemien har vi indset, at ansvaret er kæmpestort – vi er nødt til at dele det. Magt er ikke så vigtig, det handler om at løse opgaverne sammen. Corona har haft en katalyserende virkning på en ny dialogbaseret måde at arbejde sammen på – og det er positivt.”
Hvad er klinisk fysiologi og nuklearmedicin?
Klinisk fysiologi og nuklearmedicin er et lægevidenskabeligt speciale, der beskæftiger sig med diagnostik og behandling af en række sygdomme.
Inden for det nuklearmedicinske område er undersøgelserne baseret på injektion af små doser af radioaktive materialer (sporstof), som ses i avancerede PET og SPECT skannere, og hvor billeder og funktionel information gør lægerne i stand til at vurdere sygdom og funktion af et organer.
Det radioaktive sporstof injiceres eller inhaleres, hvorefter det optages i det organ eller område i kroppen, som skal undersøges. Ved hjælp af et specielt SPECT- gammakamera eller en PET-scanner kan der fremstilles billeder og opnås detaljeret information om stoffets fordeling i kroppen. Mange undersøgelser suppleres med CT- eller MR-scanning, sådan at anatomi og funktion kan sammenholdes.
Inden for klinisk fysiologi måles organfunktionen direkte ved hjælp af fysiologiske målinger uden brug af radioaktive materialer, fx lungefunktionsundersøgelse og blodtryksmåling.
