Det er en eftertragtet international foredragsholder, der kommer til Primærsektorkonferencen i Kolding den 31.oktober – 1. november. Den hollandske sygeplejerske Jos de Blok står bag organisationen Buurtzorg (“community care” på hollandsk), der har opnået international opmærksomhed for at levere pleje med høj kvalitet og lave omkostninger.
Samtidig er tilfredsheden høj både blandt personalet og de borgere, der modtager Buurtzorgs ydelser. Resultaterne er opnået gennem udbredelsen af selvstyrende sygeplejerskehold, der fungerer under tillidsbaseret ledelse.
Humanisme før bureaukrati
Jos de Blok har bl.a. fortalt om sin ledelsesfilosofi i en TED Talk med overskriften ”Healthcare humanity above bureaucracy”.
– I Holland blev der i begyndelsen af 00’erne talt om at ”professionalisere” plejen med moderne managementmetoder. Men resultatet var negativt. Der blev fokuseret på at levere et produkt i stedet for at yde pleje og hjælpe patienterne med brugbare løsninger. Plejecentrene blev til fabrikker. Omkostningerne gik op, og kvaliteten gik ned. Patienter, der f.eks. led af demens, kunne risikere at få besøg af 30-40 forskellige plejere i løbet af en måned, fortæller Jos de Blok i sin TED Talk:
– Jeg besluttede mig for, at der skulle ske noget nyt. Jeg ville skabe en ny bevægelse, en model baseret på tillid, hvor sygeplejerskerne selv tilrettelægger deres arbejde. Vi sygeplejersker talte sammen om, hvad det vil sige at hjælpe mennesker. Sammen fandt vi bæredygtige løsninger uden bureaukratisk indblanding.
Årets virksomhed fire gange på fem år
Jos de Blok er keynote på Primærsektorkonferencen i Kolding. Her vil han fortælle om sine erfaringer og ledelsesfilosofi i forhold til at yde pleje i primærsektoren.
Ifølge Buurtzorgs hjemmeside har organisationen fire gange på fem år opnået titlen som ”Årets Virksomhed/Best Employer” i Holland. Rådgivnings- og konsulentvirksomheden KPMG har foretaget et ”case study” af Buurtzorg. På Buurtzorgs hjemmeside er KPMG citeret for følgende:
– Den model, Buurtzorg har udviklet, sætter sygeplejersker i stand til at yde alle elementer af pleje, som patienterne har brug for. Og selvom udgifterne har været højere pr. time, er det samlede timetal reduceret. Buurtzorg har halveret antallet af timer, forbedret kvaliteten og samtidig styrket tilfredsheden blandt medarbejderne.
I en artikel fra den internationale tænketank og netværk World Economic Forum uddybes, hvordan Buurtzorg har opnået højere kvalitet og lavere omkostninger.