Komplekse dispenseringer kræver tid og kompetencer

Et nyt screeningsværktøj sikrer, at der er de rette kompetencer og tid til at håndtere komplekse medicinhåndteringer i Helsingør Kommune. Det er med til at mindske medicinfejl og øge patientsikkerheden for borgerne.

Screeningsværktøjet består af en række forskellige parametre, der tilsammen giver en score, der viser kompleksiteten af medicindispenseringen. Methrotrexat er et af de parametre, der udløser en kompleks score, og så afsættes der ekstra tid, ligesom det kræver særlige kompetencer fra medarbejderne.

Efter et halvt år med afprøvninger er et screeningsværktøj til komplekse medicindispenseringer nu spredt i hele Helsingør Kommune. Skemaet er lagt ind i Nexus, og i hjemmeplejen kan det udfyldes direkte på tabletten, samtidig med at borgerens medicin gennemgås.

Behovet for værktøjet opstod, da kommunen var med i 2. bølge af I sikre hænder, hvor de arbejdede med medicinpakken.

– Vi kunne se, at det var de samme steder, vi havde dispenseringsfejl. Vi undersøgte det nærmere og kunne se, at der var forskel på kompleksiteten. Vi kunne også se, at der ofte blev sat vikarer på dispenseringer, og at det lige så godt kunne være de komplekse, fordi det ikke var tydeligt, hvad der var hvad, siger Eva Sneum, der er kvalitetskonsulent i Helsingør Kommunes Hjemmepleje.

Afprøvninger af forbedringsteams fra I sikre hænder

Det er Eva Sneum, der fik idéen til at udvikle et screeningsværktøj i form af et skema til at vurdere kompleksiteten af dispenseringer og sikre den rette arbejdsgang. Hjemmeplejen i tre distrikter og et forbedringsteam på et plejehjem var efterfølgende med til at afprøve og udvikle skemaet.

– I begyndelsen kunne vi se, at forhold i hjemmet kom til at fylde for meget. Hvis det var et hjem med fx røg eller pladsmangel, kom det til at vægte tungt i scoren, selvom selve dispenseringen måske ikke var kompleks, siger Eva Sneum.

Det tog et halvt år med afprøvninger og justeringer at finde frem til den model, der i dag anvendes i hele kommunen; ved alle medicinafstemninger hos nye borgere, efter indlæggelse samt ved medicinændringer.

Høj score kan udløse mere tid til dispensering

En konsekvens af en høj score i skemaet kan være, at der afsættes 10 minutter mere til dispenseringen, eller at der dispenseres oftere.

– Vi havde fx en dispensering, som tog halvanden time. Så lang tid kan man ikke koncentrere sig, så der ville ofte ske fejl. Der har vi valgt, at der skal dispenseres hver uge i stedet for hver 14. dag, ligesom vi har indlagt et ekstra tjek i arbejdsrutinen. Det betød, at alle fejlene forsvandt, siger Eva Sneum og fortsætter:

– En del af grunden var også, at vi efterhånden fandt de ansatte, som var gode til at dispensere denne type medicin.

De rette kompetencer til opgaven

Screeningsværktøjet hænger tæt sammen med en 3-trins kompetenceprofil, hvor medarbejderne scores som enten begynder, kompetent eller ekspert. Har medarbejderen en score på kompetent- eller ekspertniveau, kan vedkommende håndtere komplekse dispenseringer.

– På den måde ser vi på kompetencer i stedet for uddannelsesniveau. Det er ikke nødvendigvis sygeplejersker, der skal dispensere. Der kan være medarbejdere fra andre faggrupper, der er rigtig gode til det, siger Eva Sneum.

I Helsingør Kommune arbejder de nu på at lave et bedre kompetenceafklaringsværktøj, som både kan bruges i forbindelse med den enkelte medarbejder, men også til at se, hvilke kompetencer der er i de enkelte distrikter, og hvad der skal søges efter ved rekruttering.

Værktøj har skabt patientsikkerhed ved dispenseringer

Eva Sneum er ikke i tvivl om, at værktøjet har en positiv indflydelse på de daglige arbejdsgange i bl.a. hjemmeplejen:

– Det betyder, at det er de rigtige kompetencer, der bliver sendt ud, og at der bliver givet den rigtige tid til den enkelte dispensering ud fra kompleksiteten. Det er blevet meget lettere at planlægge den rette håndtering, og der er kommet større fokus på risikosituationslægemidlerne, end der har været tidligere.

Det er ikke kun blevet lettere at planlægge for medarbejderne. Ifølge Eva Sneum sikrer det også bedre pleje og patientsikkerhed for borgerne:

– Det kommer borgerne til gode på den måde, at der ikke er fejl i deres medicin. Det kan være et irritationsmoment, at vi kommer så tit, når vi begynder at komme hver uge, men når vi så forklarer hvorfor, så kan de godt forstå det. Det er for deres skyld og for at sikre, at det er den rigtige medicin, de får.

Se screeningsværktøjet fra Helsingør Kommune (pdf)