Krise i børnepsykiatri udnævnes til tidens største patientsikkerhedsproblem af global organisation

Flere børn udvikler angst og depression og behandlingstilbuddene er utilstrækkelige, fremgår det af et whitepaper fra organisationen ECRI.

Allerede gennem 2010’erne var der bekymring for børns psykiske sundhed, der er udfordret i det moderne samfund med sociale medier, misbrug, socioøkonomiske forhold, samt begrænset adgang til børnepsykologer og psykiatere og øvrige tilbud til udfordrede børn.

I forbindelse med COVID-19-pandemien er antallet af børn med angst og depression – ifølge amerikanske opgørelser – steget markant, så meget at der er tale om en egentlig krise i børnepsykiatrien, mener organisationen ECRI, der er en amerikansk baseret, global, uafhængig organisation inden for sundhedsteknologi og -sikkerhed.

Top 10 Patient Safety Concerns 2023 Special Report (ecri.org)

ECRI udgiver årligt en top ti over de mest påtrængende patientsikkerhedsproblemer, og i år topper manglen på omsorg for børn med psykiske lidelser.

Nummer to på top ti er fysisk og psykisk vold mod sundhedspersonale, og nummer tre er de kliniske implikationer, som usikkerheden omkring fri abort medfører i USA.

Gamle travere på listen er medicineringsfejl og forsinket behandling af sepsis.

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt