Publikationen “Patientens perspektiv” om det mangeårige samarbejde mellem TrygFonden og PS!
”Det sker ikke hos os.” På sygehusenes gange over hele Danmark summede disse fem ord, da TrygFonden, Danske Regioner og Dansk Selskab for Patientsikkerhed lancerede kampagnen Operation Life i 2007. Men hurtigt opstod en erkendelse af, at der kan arbejdes systematisk med at forbedre kvaliteten og patientsikkerheden – også i det dan- ske sundhedsvæsen. Ligesom de efterfølgende projekter var Operation Life i høj grad inspireret af internationale tendenser, ikke mindst den revolution i forbedringsarbejdet, som fandt sted i dele af USA i begyndelsen af det nye årtusinde. TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed var med til at føre den nye forbedringsbølge over Atlanterhavet.
I starten af nullerne optrådte ordet ”patientsikkerhed” kun yderst sjældent i danske medier. I dag er begrebet en integreret del af den almindelige diskurs, både i medierne, blandt politikerne, de sundhedsprofessionelle og patienterne. En fundamental forandring til det bedre.
Som en naturlig konsekvens af ønsket om en stærkere patientsikkerhedskultur har vi samtidig arbejdet for større inddragelse af patienter og pårørende. For mere læring. Og for et konstant fokus på kvalitetsarbejdet. Det er nogle af de dagsordener, vi har været med til at sætte.
Vi har stillet ny viden til rådighed, bl.a. med en hel serie af læringssæt. Og med innovative, fælles projekter som Operation Life, Sikker Patient, Patientsikkert Sygehus, Sikkert Patientflow, Sikker Psykiatri og Hej Sundhedsvæsen har vi sat et markant og, er vi overbeviste om, vedvarende aftryk.
Nu kommer vi med en kort, samlet fremstilling af nøglepunkterne på den rejse, vi har været på de seneste 10 år. En overskuelig præsentation af den proces vi har gennemgået sammen med en række af hovedaktørerne i sundhedsvæsnet. Med henblik på at inspirere os selv og andre til det videre forbedringsarbejde. For der er fortsat brug for nytænkning, forandringer og forbedringer i det danske sundhedsvæsen.
Gurli Martinussen, direktør
TrygFonden
Inge Kristensen, direktør
Dansk Selskab for Patientsikkerhed