Mange patienter får trykskader på hud og slimhinder i forbindelse med brug af medicinsk udstyr. Det viser en international metaanalyse omfattende 29 studier, der har undersøgt forekomsten af tryksår blandt hospitalsindlagte patienter. Der blev fundet tryksår forårsaget af medicinsk udstyr hos ca. hver tiende patient. Hjælpemidler til vejrtrækning, halskraver, tuber, skinner og intravenøse katetre var de hyppigste årsager. Analysen omfattede også børneafdelinger og neonatalafdelinger, og forekomsten af tryksår relateret til medicinsk udstyr var næsten lige så høj blandt børn som blandt voksne patienter.
I de 29 studier er der kun få oplysninger om, hvilke stadier af tryksår, der er konstateret. Det kan skyldes af trykskader som følge af medicinsk udstyr ofte forekommer på slimhinder, og at det derfor er vanskeligt at stadiebestemme dem, mener forfatterne til analysen. Undersøgelsen er offentliggjort i International Journal of Nursing Studies.
Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed.
Tilmeld dig Fagligt Nyt
Medical device-related pressure ulcers: A systematic review and meta-analysis