Patientsikkerhed handler ikke kun om systemer og processer, men i høj grad også om tid, nærvær og medmenneskelighed i mødet mellem mennesker. Det mener Maja Troj Larsen, studerende ved Aalborg Universitet i medicin med industriel specialisering. Hun er også formand for SKOP, Studerende for Kvalitet og Patientsikkerhed.
Ved den kommende patientsikkerhedskonference, som finder sted 20.–21. april 2026, er Maja Troj Larsen repræsentant for den unge generation, når hun på konferencens første dag deltager i en keynote sammen med Dorthe Crüger, tidligere lægefaglig koncerndirektør i Region Hovedstaden og nu programchef i PS!, og Helen Kæstel, chef for det nære sundhedsvæsen i Aalborg Kommune.
Man gør jo altid det bedste, man kan. Men det er ikke altid realistisk. Det kan være svært at rumme, men man er nødt til at udvise mildhed over for sig selv.
- Maja Troj Larsen, studerende ved Aalborg Universitet og formand for SKOP, Studerende for Kvalitet og Patientsikkerhed.
Se programmet for Patientsikkerhedskonferencen 2026
Tid til det menneskelige
Maja Troj Larsen peger på, at det medmenneskelige i mødet med patienten ofte får for lidt plads.
– Vi skal måske have mere tid til de mentale behov, der måtte være ved patienten. De er jo også en del af personen. Det er de små øjeblikke i hverdagen som fx ekstra tid til at lytte, der kan gøre en forskel for patientens oplevelse af tryghed og sikkerhed. Patienterne oplever mere omsorg i de fem minutter, man lytter til dem, end de gør i forbindelse med den service, man yder, siger hun. Det er noget, hun selv har oplevet, som tidligere sygeplejestuderende, og før det som ansat i brilleforretningen Profil Optik.
Derfor er det vigtigt, at sundhedsvæsenet ikke kun fokuserer på fysiske og målbare parametre, men også på den menneskelige kontakt, som ofte er det, der giver patienter tryghed og oplevelse af at blive hørt.
Læs også “Hvordan kan vi sætte venlighed og medfølelse i system?“
Medarbejdernes trivsel som patientsikkerhed
Også medarbejderes trivsel og arbejdsvilkår er en del af patientsikkerheden, mener hun.
– Passer vi ikke på det sundhedsfaglige personale, så yder vi ikke god patientsikkerhed, siger hun.
Hun oplever, at mange i sundhedsvæsenet arbejder under hårde rammer, og at det kan være psykisk belastende, når man føler, at tiden ikke rækker til det, man gerne vil give patienterne.
Forandring sker ikke fra den ene dag til den anden, men det er nødvendigt, hvis sundhedsvæsenet også i fremtiden skal kunne fungere.
Maja Troj Larsen, studerende ved Aalborg Universitet og formand for SKOP, Studerende for Kvalitet og Patientsikkerhed.
– Man gør jo altid det bedste, man kan. Men det er ikke altid realistisk. Det kan være svært at rumme, men man er nødt til at udvise mildhed over for sig selv.
Og der hjælper det at tale med kolleger. Maja Troj Larsen fremhæver, at selv ganske små handlinger som en kort samtale, et ekstra øjeblik i øjenhøjde eller en pause med kolleger kan gøre stor forskel, sådan at man som medarbejder ikke står alene med sin egen utilstrækkelighed.
Vilje til forandring
Patientsikkerhedskonferencen 2026 markerer 25 års arbejde med patientsikkerhed i Danmark og ser både tilbage på, hvad der er opnået, og frem mod nye løsninger i et sundhedsvæsen under forandring.
For snart 29-årige Maja Troj Larsen er patientsikkerhed et begreb, som har været en selvfølgelig del af hverdagen i hele hendes karriere i sundhedsvæsenet.
– Vi har fået opbygget en systematisk tilgang til at lære af erfaringerne og bruge dem til noget konstruktivt, sådan at vi kontinuerligt forbedrer vores arbejdsgang og patientsikkerheden, siger hun.
Hun peger også på, at der er sket positive forandringer i de få år, hun har været i sundhedsvæsenet – blandt andet i forhold til viljen til udvikling.
– Da jeg startede, var der måske mere modstand mod forandring, end jeg møder nu. Det er fedt, at folk er væsentligt mere modtagelige for ændringer. Forandring sker ikke fra den ene dag til den anden, men det er nødvendigt, hvis sundhedsvæsenet også i fremtiden skal kunne fungere. Vi skal blive ved med at påvirke og skubbe i den rigtige retning, siger hun.
