Patientsikkerhed bliver om ikke hugget i granit, så i hvert fald sat i fokus flere gange på årets folkemøde på Bornholm 12.-14. juni.
PS! er vært for to debatter henholdsvis torsdag og lørdag. Her kan du på Folkemødets førstedag blive klogere på rapportering og læring af utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, og lørdag kan du høre mere om second victim – hvor blandt andre filminstruktør Zinnini Elkington er med til at diskutere, hvor vigtigt det er at passe på dem, der passer på os.
PS!’ debatter på Folkemødet
Der bliver årligt rapporteret mere end 400.000 utilsigtede hændelser (UTH) i det danske sundhedsvæsen.
UTH-ordningen kom i stormvejr og var tæt på at blive sparet væk i efteråret 2024, men fortsætter sammen med Dansk Patientsikkerhedsdatabase under regionerne i regi af Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut. Mere end 20 års arbejde med rapportering og læring af utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet kører altså videre.
Men hvordan skal systemet fungere fremover? Hvilke hændelser skal rapporteres – og af hvem? Hvad betyder sundhedsvæsenets nye strukturer for patientsikkerhed og læring? Hvad skal UTH’erne bruges til? Er der områder, som UTH-ordningen skal være særligt gearet til i de kommende år? Hvor står man som hhv. patient, pårørende og sundhedspersonale i forhold til UTH-ordningen?
Det forsøger vi at få svar på under debatten, hvor vi med konkrete eksempler på utilsigtede hændelser kommer ud i hjørnerne af UTH-ordningen.
Deltagere i debatten:
• Inge Kristensen, Direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed (Moderator)
• Katrine Kirk, Patientambassadør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed
• Jens Winther Jensen, direktør, Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut
• Tanja Nielsen, Sektorformand for Social- og Sundhedssektoren, FOA
Læs om “Hvordan lærer vi af utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet?”
Det første offer, når der sker fejl og alvorlige utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, er patienten og de pårørende. Men der er også et andet offer… Det andet offer er det sundhedspersonale, der er involveret i hændelsen.
I sundhedsvæsenet kommer medarbejdere ud for mange intense oplevelser og situationer, der handler om liv og død. Det er et uundgåeligt arbejdsvilkår, men tages der ikke hånd om det, kan konsekvenserne være dårlig trivsel blandt medarbejderne, sygefravær, personaleflugt, risiko for patientsikkerheden med flere utilsigtede hændelser til følge.
Sikkerhed og trivsel for medarbejderne i sundhedsvæsenet er en forudsætning for arbejdet med patientsikkerhed. I Danske Regioners telt tager vi derfor snakken om, hvordan vi bedst passer på de sundhedsprofessionelle, der skal passe på alle os.
Deltagere i debatten:
• Inge Kristensen, Direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed (moderator)
• Katrine Kirk, Patientambassadør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed
• Zinnini Elkington, Instruktør og manuskriptforfatter på filmen “Det andet offer”, Selvstændig
• Wendy Sophie Schou, Forperson, Yngre læger
• Lars Gaardhøj, Formand/Regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Dansk Selskab for Patientsikkerhed/Danske Regioner
Læs om “Det andet offer: Et spørgsmål om patientsikkerhed” i folkemødets program
PS!-direktør Inge Kristensen, patientambassadør Katrine Kirk og projektchef Dorthe Vilstrup Thomsen er desuden at finde ved andre af Folkemødets debatter om sundhed, kvalitet og patientsikkerhed.
Torsdag den 12. juni
Inge Kristensen er moderator på debatten ”Hvad betyder datadeling for læger i forhold til patienterne?”, som finder sted torsdag den 12. juni kl. 13.00-14.00 hos MedCom.
Læs om “Hvad betyder datadeling for læger i forhold til patienterne?” i folkemødets program
Dorthe Vilstrup Tomsen, projektchef i PS!, deltager i en debat om polyfarmaci og multisyge, som Dagens Medicin faciliteter torsdag kl. 14.00-14.50 på Folkescenen.
Læs om “Polyfarmaci og multisyge” i folkemødets program
Fredag den 13. juni
Patientambassadør Katrine Kirk deltager i begge debatter, som PS! faciliterer, og deltager desuden i ”Fra silo til samarbejde; forbedring af overgange på hospital”, som finder sted fredag den 13. juni kl. 11.00-11.45 i Sundhedsforskning SUH’s telt.
Læs om “Fra silo til samarbejde; forbedring af overgange på hospital” i folkemødets program
PS!-direktør Inge Kristensen deltager i debatten ”Fra Spild til Sundhed – Kan vi knække koden til medicinspild?” hos GS1 – Denmark, fredag kl. 15.-30-16.30.
Læs om “Fra Spild til Sundhed – Kan vi knække koden til medicinspild?” i folkemødets program