Omkring 150 sundhedsprofessionelle lytter koncentreret, mens de kigger på Göran Henriks, der fortæller om de gode svenske erfaringer med Triple Aim. ”Modet att förstå världen på nya sätt”, ”modet til at forstå verden på en ny måde” er overskriften på hans foredrag her i et beboerhus i Nordvestkvarteret på Nørrebro i København. Netop dette sted er valgt med omhu. Nordvest er kendt for de sociale udfordringer, der præger kvarteret, og, som Göran Henriks forklarer forsamlingen, handler Triple Aim om at komme ud af hospitalerne – ud til de mennesker, sundhedsvæsenet gerne vil hjælpe.
Henriks er ansvarlig for implementering af Triple Aim i Jönköping Län, hvor tankegangen siden 2001 har været rettesnor for udvikling og kvalitetsarbejde i sundhedsvæsenet, og resultaterne er imponerende: Jönköping har samlet set ligget i toppen på sundhedsydelser i primærsektoren siden 2006. Regionen har den absolut højeste befolkningstilfredshed og ligger, sammen med tre andre regioner, nummer 1 i nationale opgørelser i forhold til patientsikkerhed. Jönköpings hospital har de seneste tre år ligget på førstepladsen sammenlignet med samtlige hospitaler i Sverige opgjort på 60 indikatorer herunder patienttilfredshed, kliniske resultater og økonomi.
Da gå-hjem-mødet er færdigt, tager jeg foredragsholderen med ned på den underliggende etage, hvor vi kan sidde i fred og ro bagerst i et læselokale.
Hvad er dit gode råd til danske sundhedsprofessionelle, der skal i gang med Triple Aim? starter jeg med at spørge.
Jeg tror, det er meget vigtigt at tale om, hvem sundhedsvæsnet er til for. Er vi til for os selv eller hvem er vi til for? Har vi en fælles kunde eller et fælles individ eller en fælles medborger eller en fælles ”citizen”, som vi skal gøre det bedst mulige for?
Det andet er, naturligvis, anvender vi vores ressourcer til dem, som har mest brug for vores ressourcer?
Og det tredje er, sørger vi for, at vores ressourcer bliver godt anvendt? funderer Göran Henriks på den retoriske måde, han ofte kaster store spørgsmål op i luften. Ligesom han ofte bruger vendingen ”jeg tror”, måske som en indikation af, at der kan være andre opfattelser og synsvinkler. Göran Henriks, vært for dette års International Forum i Göteborg til april, er en internationalt kendt kapacitet og foredragsholder, men han er samtidig meget underspillet i hele sin fremtoning.
Og dit første gode råd, at vi skal tænke på, hvem vi er til for – der ligger vel underforstået, at vi har ikke tænkt det rigtigt indtil nu?
Jeg stillede det egentlig som et stort spørgsmål. Altså, når sundhedssystemet arbejder parallelt, når vi som sundhedsprofessionelle ikke altid mødes og taler sammen, så er det ofte udtryk for en form for overflod. I vores lande er vi jo kommet til et punkt, hvor vi ved, at vi kan gøre så meget mere, hvis vi anvender og koncentrerer opgaverne og kompetencerne, så de stemmer overens – de rigtige kompetencer skal arbejde med de rigtige opgaver.
Hvad tror du kan være den største modstand, den største forhindring for at komme i gang med Triple Aim?
Jeg tror, vi har for mange incitamenter til, at man optimerer sin egen virksomhed. Vi har et system, hvor det er bedre at fortsætte med ikke at gøre det godt nok. I stedet for at sige – nu lukker vi virksomheden en dag og tænker i fællesskab over, hvad vi kan gøre.
Hvad tror du så kan være den største hjælp til at komme i gang med Triple Aim?
Jeg tror, det er at sætte sig ind i, hvordan de forskellige grupper, som har brug for vores ressourcer, lever. Og tænke over, hvordan kan vi bidrage til, at de får livsmønstre, så de ikke har brug for os, siger Göran Henriks, griner stort og fortsætter:
Målet med det meste i offentlig servicevirksomhed er egentlig, at der ikke skal være brug for os. Jeg tror, vi som sundhedsprofessionelle skal flytte ud til den hverdag, som samfundet har, og derfor synes jeg, det er stimulerende med dette beboerhus. Her møder vi de lokale beboere i deres hverdag – i modsætning til et hospital, hvor de er væk fra deres naturlige omgivelser. Da jeg kom, lå der grupper af børn og græd og skreg, de ville ikke gå ud i kulden og sneen. Pædagogerne var frustrerede, fordi børnene ikke ville ud. Men sådan er livet, siger han og griner.
