Dette indlæg er oprindeligt bragt i Kommunal Sundhed. Efter aftale bringes det i sin fulde længde her.
Det er sommer og dermed også tid til, at nogle gamle kæpheste og travere bliver luftet.
Desværre, fristes jeg til at sige.
For mere end 10 år siden skrev jeg en kronik om, at social- og sundhedsområdet var ude af takt. At koordinering og sammenhæng ikke var en del af velfærdens DNA, og at mennesker derfor faldt mellem flere stole. Jeg var skiftet fra sygehusområdet til en kommune, og den store forskel i de to systemers udgangspunkt slog mig som en forhammer.
Desværre er den analyse stadig aktuel, nu hvor sundhedsreformen er ved at blive omsat til virkelighed, og de nye sundhedsråd skal finde deres ben.
Behov for samspil mellem love
Hvis reformen skal lykkes med sit erklærede mål om mere sammenhængende og borgernære forløb, er der én udfordring, som sundhedsrådene ikke kan tale sig udenom: samspillet mellem sundhedsloven og serviceloven.
Et aktuelt og tydeligt eksempel kunne være i børne- ungepsykiatrien. Her møder kommuner og regioner hver dag børn og unge, hvis problemer ikke lader sig opdele efter lovgivningens logik. Angst påvirker skolegangen. Skolefravær påvirker den psykiske trivsel. Sociale problemer forværrer symptomerne. Psykiske lidelser belaster hele familien. Alt hænger sammen.
Men vores system er ikke bygget til det, der hænger sammen.
Sundhedsloven regulerer behandlingen. Serviceloven regulerer støtten. Hver sektor har sit ansvar, sine økonomier og sine dokumentationskrav. Mens barnets problemer flettes ind i hinanden, opdeler systemet dem i kasser.
Det skaber ikke blot frustration. Det skaber risiko.
Når et barn henvises til psykiatrien, kan der gå måneder eller i nogle tilfælde år, før udredning og behandling kommer i gang. I ventetiden står kommunerne ofte med et barn, der mistrives, en familie under pres og en skolegang, der er ved at bryde sammen. Men kommunens muligheder for at handle påvirkes af, hvad der endnu ikke er afklaret i sundhedsvæsenet. Samtidig afventer sundhedsvæsenet ofte sociale indsatser eller oplysninger fra kommunen.
Ingen af parterne ønsker dette. Men systemet producerer det.
En historisk mulighed
Fra et patientsikkerhedsperspektiv er det en udfordring, vi taler alt for lidt om og som selv den bedste plan og reform ikke kan dæmme op for.
Når børn og unge oplever forværring af symptomer, tab af funktionsevne, øget skolefravær eller udvikler mere komplekse problemstillinger, mens de venter på, at systemerne finder ud af, hvem der har ansvaret, så er det også en patientsikkerhedsudfordring.
Vi ved samtidig, at psykisk sygdom og mistrivsel ikke opstår i et vakuum. Sociale vilkår, familieliv, skolegang og sundhed påvirker hinanden gensidigt. Alligevel fastholder vi en organisering, hvor lovgivningens grænser ofte bliver stærkere end barnets behov.
Derfor er spørgsmålet ikke længere, om kommuner og regioner skal samarbejde bedre. Det forsøger de allerede hver eneste dag.
Når et barn eller en ung har brug for hjælp, er det ligegyldigt, om udfordringen formelt hører hjemme i serviceloven eller sundhedsloven. For barnet er det ét liv, én hverdag og ét forløb.
Sundhedsreformen og den nye akutplan for børne- ungepsykiatrien giver os en historisk mulighed for at tænke sammenhæng på tværs af sektorer. Men reformens succes skal ikke måles på antallet af møder eller nye samarbejdsstrukturer. Den skal måles på, om børn og familier oplever, at hjælpen hænger sammen.
Samtænkning af servicelov og sundhedslov er en kæphest for mig, men det er et reelt problem for borgerne.
