Ny formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed: Patientsikkerhed skal være en del af kulturen – ikke et lag ovenpå

Hvordan skaber vi et sundhedsvæsen, der både er tættere på borgerne og samtidig trygt og sikkert for patienterne? Det spørgsmål bliver centralt i de kommende års sundhedsreform – og for Bo Libergren, ny formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed. For ham handler patientsikkerhed ikke om kontrol og enkeltsager, men om kultur, læring og et vedvarende fokus på kvalitet i hele sundhedsvæsenet.

Portrætfoto af Bo Libergren
For Bo Libergren handler patientsikkerhed i sidste ende om mennesker – og om at skabe et sundhedsvæsen, patienter og pårørende kan føle sig trygge i.

Da Bo Libergren takkede ja til posten som formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed (PS!) på generalforsamlingen den 21. april 2026, handlede det først og fremmest om opgavens betydning.

– Hele formålet med sundhedsvæsenet er jo at behandle folk, så de kommer ud og får det bedre på den anden side, end da de kom ind. Patientskader skal vi helst undgå, siger han.

For den mangeårige regionspolitiker og nuværende regionsrådsformand i Region Syddanmark er patientsikkerhed ikke et særskilt projekt eller en administrativ disciplin. Det er en grundlæggende forudsætning for et velfungerende sundhedsvæsen – og dermed også for et velfungerende velfærdssamfund.

– Vi er her jo i sidste ende for patienterne og borgerne. Ikke for systemet, siger han.

Det er samtidig en tilgang, der kommer til at præge hans nye rolle i PS! i en tid, hvor sundhedsvæsenet står midt i omfattende forandringer.

Læs også: “Dansk Selskab for Patientsikkerhed får ny bestyrelse: Arbejdet med patientsikkerhed er vigtigere end nogensinde”

Et sundhedsvæsen i forandring

Sundhedsreformen kommer til at ændre måden, sundhedsvæsenet arbejder på i de kommende år. Flere opgaver skal løses tættere på borgerne, mere behandling skal foregå i hjemmet og i det nære sundhedsvæsen, og samarbejdet på tværs af sektorer bliver endnu vigtigere.

For Bo Libergren er reformen både nødvendig og fuld af muligheder. Som regionsrådsformand har han selv været tæt på arbejdet med reformen og har tidligere peget på behovet for mere sammenhæng i patientforløb og stærkere løsninger tæt på borgerne. Men reformen stiller også nye krav til patientsikkerheden.

– Når vi omlægger arbejdsgange, skal vi have fokus på, at vi får tilrettelagt nogle sikre arbejdsgange – også når vi arbejder på en ny måde, siger Libergren.

Hvis man tror, at man kan håndtere patientsikkerhed som et påklistret element, så tager man fejl. Det er ikke noget, man kan overlade til en kvalitetsafdeling. Det skal være en integreret del af den måde, vi arbejder på.

Bo Libergren, formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed og regionsrådsformand i Region Syddanmark

Han peger blandt andet på, at mere behandling i hjemmet og øget digital kommunikation kan skabe nye risici.

– Det åbner nogle nye flanker. Når vi skal mere ud i borgerens eget hjem, og når vi skal bruge digital kommunikation mere, så skaber det også nye muligheder for misforståelser og manglende sammenhæng. Derfor skal patientsikkerheden tænkes ind fra starten.

Netop derfor ser han PS! som en vigtig stemme i de kommende års udvikling af sundhedsvæsenet.

Patientsikkerhed er ikke noget, man bliver færdig med

Bo Libergren overtager formandsposten i PS!, der netop har markeret sit 25-års jubilæum. Han beskriver en organisation med stærkt engagement og mange kompetencer samlet omkring en fælles opgave. Og opgaven er langt fra afsluttet.

– Patientsikkerhed er jo ikke et arbejde, man bliver færdig med. Sundhedsvæsenet udvikler sig hele tiden, og når man har ryddet op i nogle udfordringer, så dukker der nye op, siger Libergren.

For ham handler det derfor ikke om enkeltstående kampagner eller hurtige løsninger. Det handler om kultur.

– Hvis man tror, at man kan håndtere patientsikkerhed som et påklistret element, så tager man fejl. Det er ikke noget, man kan overlade til en kvalitetsafdeling. Det skal være en integreret del af den måde, vi arbejder på.

Han vender flere gange tilbage til betydningen af læring. I et komplekst sundhedsvæsen vil fejl og utilsigtede hændelser aldrig kunne elimineres fuldstændigt. Det afgørende er derfor, hvordan organisationerne reagerer, når noget går galt.

– Der skal være fokus på læring. Når der er ting, der går galt, skal vi få det fanget, lære af det og få den læring bredt ud. Ikke gemme det væk på den enkelte afdeling, men bruge det til at gøre hinanden bedre, opfordrer den nye formand.

Se alle medlemmer af Dansk Selskab for Patientsikkerheds bestyrelse

Mennesker før systemer

Bo Libergren er historiker og samfundsvidenskaber af uddannelse og har været en del af regionalpolitik i årtier. Han blev første gang valgt til det daværende Fyns Amtsråd i 1990’erne og har siden haft en lang række poster på sundhedsområdet. I dag er han regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Hans politiske tilgang kan sammenfattes i én sætning: ”Politik handler om mennesker – ikke systemer.” Det mærkes også, når han taler om de resultater, han selv er mest stolt af. Han fremhæver især arbejdet med lægedækning i Region Syddanmark.

Vi skal huske, hvorfor vi er her. Vi er her for mennesker, der har brug for hjælp. Det skal kunne mærkes – både i stort og småt.

Bo Libergren, formand for Dansk Selskab for Patientsikkerhed og regionsrådsformand i Region Syddanmark

– Det betyder noget, at man har en læge, man kender, tæt på sig selv. Den praktiserende læge er både gatekeeper og tovholder. Det er noget, der er borgernært, konkret og vigtigt for kvaliteten i sundhedsvæsenet.

For ham er det et eksempel på, hvordan struktur, kvalitet og patientsikkerhed hænger tæt sammen.

– Det bedste er jo, når det lykkes at løse problemerne, inden de bliver synlige for borgerne.

Netop dét perspektiv – at skabe tryghed, kvalitet og sikkerhed, før problemerne opstår – ser han som en central opgave i fremtidens sundhedsvæsen.

Fokus skal fastholdes

Selvom Bo Libergren stadig er ny i rollen som formand, er ambitionen tydelig: Patientsikkerhed skal fortsat være et gennemgående fokus i hele sundhedsvæsenet. Ikke som et særskilt projekt, men som en del af hverdagen.

– Det virker i længden, når patientsikkerhed bliver en integreret del af fagfolkenes indsats. Der skal være plads, tid og fokus på det i hverdagen.

Han understreger samtidig, at ansvaret ikke kun ligger hos de sundhedsprofessionelle.

– Det er også et ledelsesansvar og et politisk ansvar at skabe rammerne for, at medarbejderne kan bruge deres faglighed bedst muligt.

I de kommende år bliver det afgørende, mener han, at patientsikkerheden tænkes med ind i alle de forandringer, sundhedsreformen fører med sig.

– Vi må ikke i vores iver for at undgå unødige indlæggelser få lavet procedurer, som ikke er sikre for patienterne. Forandringerne skal være trygge, sikre og gode for patienterne i den sidste ende.

Og netop patienterne vender han tilbage til igen og igen.

– Vi skal huske, hvorfor vi er her. Vi er her for mennesker, der har brug for hjælp. Det skal kunne mærkes – både i stort og småt.

Find mere om