Kan den måde, man som sundhedsprofessionel taler med patienterne på, være med til at helbrede? Meget tyder på, at svaret er ja. Et nyt Center for Patientkommunikation ved Sygehus Lillebælt skal være med til at udbygge viden på området. Centeret blev indviet ved et arrangement på Vejle Sygehus tirsdag den 2. maj. Centeret bliver ramme om en forskningsplan med overskriften ”Helbredende patientkommunikation”.
”Vores antagelse er at både patienter og personale har ressourcer, der aktuelt ikke kommer i spil i det kliniske møde,” sagde Jette Ammentorp, der er forskningsleder ved det nye center. Jette Ammentorp er professor ved Enhed for Sundhedstjenesteforskning, der er tilknyttet Sygehus Lillebælt og Syddansk Universitet.
Hun gennemgik en række studier, der viser, at oplevelsen af empati kan understøtte det helbredelsesmæssige udbytte, og at patienternes oplevelse af tillid, respekt og tryghed har placebolignende effekter og nogle steder kan erstatte medicinsk behandling. Jette Ammentorp nævnte programmerne whole person care ved McGill universitetet i Quebec i Canada og The center for compassion an altruism research and education ved Stanford Universitetet i USA.
Den forskning, som det nye center skal være rammen om, bygger videre på projekter, der er begyndt over de senere år. En række forskere og ph.d-studerende er tilknyttet centeret. Forskningen kommer primært til at foregå på Sygehus Lillebælts afdelinger.
Sundhedsfaglig chef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Vibeke Rischel mener, at der er stort behov for et forskningscenter på området:
“Sundhedsvæsenets kommunikation med patienterne er et centralt tema, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed fx har taget op i kampagnen Hej Sundhedsvæsen. Men indtil nu er det et område, som kun er sparsomt belyst ud fra en forskningsmæssig synsvinkel. Derfor bliver det interessant at følge resultaterne af Center for Patientkommunikations forskning, og den effekt god patientkommunikation har for patienten,” siger hun.
Center for Patientkommunikation kommer til at beskæftige sig med fem forskningsområder: Beslutningstagen, kursus i ”eksistentiel kommunikation”, ”dans, krop og bevægelse”, dataguidet sundhedscoaching og lydoptagelser af konsultationer.
Centeret vil arrangere workshops, gå-hjem-møder, konferencer, patient- og pårørenderåd og samarbejde med danske og internationale interessenter, samt Dansk Selskab for Kommunikation i Sundhedsvæsnet, der blev stiftet sidste år med Jette Ammentorp som formand.