Covid-19 viste, at borgerne er en uundgåelig og central del af sundhedsberedskabet – både som medskabere, formidlere og praktiske aktører. Alligevel er borgernes rolle i beredskabet underudviklet og ofte reaktivt organiseret.
Derfor vil PS! i forebyggelses- og oplysningsprojektet ”Borgerskabt sundhedsberedskab i en urolig tid (BOOST)” udvikle det fremadrettede beredskab med borgernes stemmer som udgangspunkt og styrke deres viden, engagement og handleberedskab i sundhedskriser.
Det skal ske i samarbejde med Danske Ældreråd og Danske Seniorer og er muliggjort af en donation på 1.397.950 kr. fra Sundhedsdonationer.
– I de øvrige nordiske lande er der en helt anden krisebevidsthed, hvor borgernes rolle i beredskabet er tydeligere, vidensgrundlaget større og den demokratiske samtale herom stærkere. Det skal vi også kunne i Danmark. Vi ønsker at bringe borgerne ind som aktive medskaber af fremtidens sundhedsberedskab, og vi er meget glade for, at Sundhedsdonationer giver os muligheden, siger PS!-direktør Inge Kristensen.
Borgermøder i hele landet
Med BOOST ønsker PS! at skabe en praksisnær og bæredygtig model for, hvordan borgerinddragelse kan styrke sundhedsberedskabet i fremtidige kriser.
Formålet er at udvikle borgerinddragende, praksisnære og anvendelige redskaber og anbefalinger, der styrker borgernes viden, engagement og handleberedskab i sundhedskriser, hvor hjemmebehandling og lokal resiliens spiller en voksende rolle.
De primære målgrupper er udsatte og svækkede ældre og deres pårørende samt borgere med (multi)sygdom og/eller handicap i eget hjem.
Projektet finder sted fra januar 2026 til januar 2027 og vil i den periode bl.a. gennemføre 10 borgermøder i hele landet og en debat på Folkemødet 2026.
På baggrund af bl.a. borgernes input vil der blive udviklet borgerguide, anbefalingskatalog til myndigheder og beslutningstagere samt en videns- og inspirationspakke til sundhedsaktører.
Vigtigt grundlag for kommende indsatser
Sundhedsdonationer skriver i forbindelse med donationen:
”Projektet har samfundsmæssig relevans, og vil bidrage med værdifulde indsigter og redskaber, der kan styrke borgernes forudsætninger for at kunne håndtere fremtidige kriser.
Der er ikke tidligere i Danmark gennemført systematisk inddragelse af borgere i udviklingen af sundhedsberedskabet. Den viden, der opnås, vil være et vigtigt grundlag for borgerne selv, for civilsamfundsorganisationer og for sundhedsmyndighederne, når indsatser skal tilrettelægges i de kommende år, og projektet kan dermed danne model for yderligere inddragelse.”

Læs om projektet Sikkert Seniorliv: Komplekse samfundsproblemer skal løses i fællesskab
