”Det er en fin opskrift på, hvordan man får patienterne involveret i at skabe nye forbedringer. De steder, hvor man arbejder med patientcentreret behandling og ”hvad er vigtigt for dig?”, kan Always Events tage processen til næste niveau,” siger Vibeke Rischel, sundhedsfaglig chef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Always Events tager udgangspunkt i patienternes og de pårørendes synsvinkel. De ideer, der prøves af, skal altså komme fra patienterne:
”Det skal være noget, som patienterne har sagt er vigtigt,” siger Vibeke Rischel. Always Events skal samtidig være evidens-baserede, målbare, økonomisk forsvarlige og bæredygtige. Et eksempel kan være, at patienterne og deres pårørende aldrig er i tvivl om, hvordan de skal passe på sig selv efter udskrivelsen. Det kan fx sikres ved, at der hver gang udleveres skriftligt informationsmateriale, hver gang gennemføres en udskrivningssamtale, hvor man beder patienten gentage budskaberne, og at patienten og de pårørende altid ved præcis, hvor de skal henvende sig, hvis de har spørgsmål eller brug for akut hjælp efter udskrivelsen.
Ideer til Always Events genereres altså ved at tage patienterne og de pårørende med på råd. IHI beskriver i den nye publikation, hvordan ideerne kan afprøves i praksis ved hjælp af forbedringsmodellen. Arbejdet med Always Events er gennem et år prøvet af på 10 britiske hospitaler og den nye publikation bygger på erfaringer herfra.
”Hvis man er vant til at arbejde med forbedringsmodellen, dvs. de tre spørgsmål og pdsa, så er Always Events et godt redskab til at udvikle nye initiativer i samarbejde med patienter, dvs. et redskab til samskabelse,” siger Vibeke Rischel.
Always Events Toolkit er udgivet af Institute for Healthcare Improvement, IHI, og kan downloades fra IHI’s hjemmeside