OECD-rapport: Forebyg infektioner i sundhedsvæsenet, og få investeringen syv-fold igen

Den 5. maj markerer WHO den internationale håndhygiejnedag og reklamerer dermed for en enkel praksis, der har stor betydning for patientsikkerheden. Bedre håndhygiejne og andre interventioner, der forebygger smitte i sundhedsvæsenet, er blandt de bedste patientsikkerhedsinvesteringer, fremgår det af en rapport fra OECD.

At forebygge infektioner i sundhedsvæsenet er ifølge OECD en af de bedste investeringer, der kan gøres for patientsikkerheden. Den 5. maj fejrer WHO et af de enkle tiltag, der bidrager til at forebygge infektioner, nemlig håndhygiejne. Den internationale håndhygiejnedag, World Hand Hygiene Day, markeres under sloganet ”Seconds saves lives – clean your hands”.

Mere om WHO’s kampagne

– En rapport fra OECD om sammenhængen mellem økonomi og patientsikkerhed viste os for nylig, at forebyggelse af infektioner i sundhedsvæsenet er en investering, der giver virkelig god mening ikke bare for patientsikkerhed, men også økonomisk. Håndhygiejne er et af de vigtige elementer i den sammenhæng og har heldigvis fået et forstærket fokus under coronapandemien, siger direktør Inge Kristensen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

OECD_rapporten

God økonomi i at styrke patientsikkerheden

OECD-rapporten refererer et review af 18 artikler, som viser, at forebyggelse af HAI (healthcare related infections) kan give besparelser, der er syv gange større end investeringen. Og det gælder ifølge rapporten i alle lande. Håndhygiejne er én af en række interventioner, der indgår i bedømmelsen. Men – som det også fremgår af rapporten – er det ikke nok at investere i hardware og infrastruktur. At forbedre komplians med håndhygiejne kræver også ændring i adfærd og kultur.

I den danske rapport ”Mere patientsikkerhed for pengene – hvordan?” vurderes håndhygiejneindsatser på organisatorisk niveau som værende en af de 10 indsatser med mest favorabel effekt/omkostningsratio.

Rapporten – mere patientsikkerhed for pengene – hvordan?

– Det er fint, at WHO med håndhygiejnedagen minder os om, hvor vigtig denne enkle praksis er. Selv om vi i Danmark har haft fokus på området i mange år, er der uden tvivl stadig plads til forbedring. Og de sundhedsøkonomiske analyser viser os, at det godt kan betale sig at investere i området – også efter corona, siger Inge Kristensen.