Patienters erindring om deres indlæggelsesforløb er mangelfuld

Hvor meget kan patienter huske om deres diagnose og behandlingsplan, når de netop er udskrevet efter en indlæggelse? Mindre end de selv tror, viser en amerikansk artikel.

Når patienter interviewes efter en hospitalsindlæggelse, er det begrænset, hvad de kan huske om diagnose, behandlingsforløb og medicinændringer. Det viser en amerikansk undersøgelse.

Forskerne har interviewet 53 patienter kort (24-48 timer) efter udskrivelsen fra medicinsk afdeling på et amerikansk universitetshospital. Over 90% af de interviewede følte sig sikre på, at de havde korrekt viden om deres diagnose og behandling. 

Man spurgte ind til patienternes viden, og patienternes oplysninger blev derefter sammenlignet med oplysningerne i deres journal. Det viste sig, at kun ca. halvdelen af patienterne huskede helt korrekt. 58% huskede diagnosen korrekte, 64 % huskede behandling under indlæggelse korrekt, 50% huskede behandlingsplan efter udskrivelsen korrekt og 43% af patienterne var helt klar over, hvilke medicin-ændringer der var sket under indlæggelsen.

Forskerne mener, at der er behov for indsatser, der kan forbedre patienternes viden efter et indlæggelsesforløb.


Ryan Townshend, Christopher Grondin, Ashwin Gupta, Jawad Al-Khafaji, Assessment of Patient Retention of Inpatient Care Information Post-Hospitalization, The Joint Commission Journal on Quality and Patient Safety, Volume 49, Issue 2, 2023, Pages 70-78, https://doi.org/10.1016/j.jcjq.2022.11.002.

https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S1553725022002677?via%3Dihub

Fagligt Nyt om patientsikkerhed er et nyhedsbrev, der udgives af PS!, og som udkommer ca. 6 gange årligt. Det formidler nyt om de seneste nationale og internationale forskningsresultater, begivenheder, trends og meninger inden for patientsikkerhed. 
Tilmeld dig Fagligt Nyt